En projektor behøver ikke være stor og klodset for at levere en stor oplevelse i hjemmebiffen. Se bare på den nye LG ProBeam. Den vejer kun to kilo og er lille nok til at kunne ligge i din hånd, men den banker alligevel 100 tommer op på din væg i fuld HD, mens laserteknologien giver en lysstyrke på 2.000 Lumen, hvilket endda burde være nok til at levere et fedt billede i dagslys. Hvis du altså ser film om dagen, for det plejer jo at være en aftenbeskæftigelse. Men her har du muligheden. Projektoren bruger desuden LG's eget WebOS, så du kan bruge den i samarbejde med deres andre smarte produkter, og nu mangler LG egentlig bare at smække en pris på projektoren, så den kan komme hjem i stuen. Det gør de til den officielle lancering i starten af januar på verdens største elektronikmesse CES i Las Vegas.
Se andre seje sager om: LG, Projektorer