Indtil videre har XPENG ført sig frem i Danmark med de to modeller G9 og G6, men nu kommer der mere at vælge imellem.

De har nemlig netop løftet sløret for den nye XPENG P7+, og den rammer det danske marked til priser fra 359.995 kroner – selvfølgelig med alt udstyret proppet ind som standard, så du ikke skal have lommeregneren frem, hver gang du skal vælge noget ekstra.

Du skal bare vælge mellem Long Range med baghjulstræk, 313 heste og 530 kilometer rækkevidde, eller Performance med 4-hjulstræk, 503 heste og 0-100 km/t på lynhurtige 4,3 sekunder (og stadig 500 kilometer rækkevidde).

Det betyder, at det store 74,9 kWh LFP-batteri sidder solidt plantet i alle varianter, og den kan endda lades med op til 446 kW, så du rykker fra 10 til 80% på bare 12 minutter.

Inde i kabinen er der Nappa-læder, masser af luksus og massage både foran og på bagsædet, mens du også får soft close-døre, og alle de teknologiske lækkerier med head-up display, digitalt bakspejl, en 15,6 tommer midterskærm og et massivt lydsystem.

XPENG P7+ rammer vejene i april 2026, og du betaler altså lidt ekstra for en lakering og lidt ekstra for anhængertræk, men ellers er alt med i prisen.


Se andre seje sager om: