Som om, at det ikke var eksklusivt nok med det yderst begrænsede oplag på kun 400 flasker af den 34 år gamle Single Malt, har Ardbeg så også lige valgt at smide deres nye udgivelse The Abyss i en vild indpakning.

Det betyder så også, at prisskiltet er helt oppe at ringe på 187.000 kroner, men det er sygt gennemført.

Ardbeg The Abyss er inspireret af en af ​​de mest populære aftapninger i nyere tid – nemlig deres Corryvreckan fra 2008. Her gemte Ardbeg nogle af egetræsfadene for at se, hvad der ville ske med flere år på bagen, og det er netop disse fade, som ligger til grund for The Abyss.

Præcis som med Corryvreckan er The Abyss også tappet med fadstyrke, og så kan det da godt være, at procenten er faldet i årenes løb, så den nu er nede på 48,4% i stedet for 57,1%, men til gengæld er der en kraftigere smagsprofil med ristede skumfiduser, mørk chokolade og slidt læder. Du ved, sådan nogle kradse sager.

Og så er der jo indpakningen.

I samarbejde med tegneseriekunstneren Tradd Moore har Ardbeg skabt en tegneserie om Corryvreckan-legenden, og det hele er huset i en metalcylinder med glaslåge, som ligner noget, der godt kunne nå helt ned på bunden af havet.

Og hey, i disse dage er 187.000 for en whisky til samlingen jo nærmest ikke noget at snakke om.


Se andre seje sager om: ,