Danske Henrik Fisker har en lang karriere i bilbranchen, hvor han står bag en hel perlerække af ikoniske designs.
Dem har han så overført til sit eget bilmærke, der er aktuel med modellen Ocean her i Danmark, og der er endnu flere biler på vej. En af dem er coupéen Ronin, som Fisker netop har afsløret flere detaljer om.
Der er selvfølgelig tale om en elbil, som desuden kategoriseres som en firedørs-GT-sportscabriolet. Ja, det er noget af en mundfuld.
Fisker Ronin har da også et ret bemærkelsesværdigt design med frontdøre, som åbner opad, og suicide-bagdøre, hvilket giver den en ret genkendelig silhuet. Og så er der intet mindre end tre elmotorer til at levere over 1.000 hestekræfter og 0-100 km/t på omkring to sekunder.
Du kan faktisk forudbestille bilen nu ved at lægge et depositum på 2.000 dollars, og produktionen forventes at gå i gang i anden halvdel af 2025. Så er der selvfølgelig lige det med, om Fisker rent faktisk kan levere, for det har været deres store akilleshæl.
Men Fisker Ronin ser da ret fræk ud.
Se andre seje sager om: Elbiler, Henrik Fisker