Hvis du i forvejen har pløjet dig igennem de indtil videre 25 sæsoner af The Simpsons, men alligevel ikke kan få nok af tegneserie-familien, kan du faktisk tage en bajer sammen med Homer og Barney på Moe's Tavern. Og det er selvfølgelig Duff, der bliver serveret. Moe's Tavern er en del af en hel The Simpsons-sektion i Universal Studios i Orlando i USA, så du skal lige en tur over Atlanten for fornøjelsen, men så får du også en stor del af universet serveret på et sølvfad, og der er også en rutsjebane med familien som tema. Men Moe's tavern er jo et must.