Danske Lasse Hansen og Mads Vangsø – yes, det er ham fra Tæskeholdet – er ikke bange for at smøge ærmerne op, og derfor stævnede de i onsdags ud på noget af et eventyr. De to skal nemlig ro tværs over Atlanterhavet fra La Gomera til Antigua i årets Talisker Whisky Atlantic Challenge, og turen kommer til at tage cirka en måned og kræve godt 5 millioner åretag. Men hvorfor udsætte sig selv for så ekstrem en opgave? Det kigger vi nærmere på.
Lev livet for fuld knald
Lasse Hansen og Mads Vangsø kalder deres hold for The Wolfpack Gym Team, og idéen om at ro tværs over Atlanterhavet opstod i 2014, efter Mads Vangsø havde gennemført et ekstremt ørkenløb i Sahara.
“Jeg grinte og slog det hen. På det tidspunkt var jeg mæt af oplevelser og havde brugt 11 måneder på at træne mig selv op til ørkenløbet. Jeg drømte kun om at komme tilbage til et liv med fast arbejde på et kedeligt kontor, hvor kaffemaskinen fungerede,” fortæller Mads Vangsø.
Men han kunne alligevel ikke stå for udfordringen, og det krævede to års forberedelse at gøre sig klar til Talisker Whisky Atlantic Challenge.
“Der er ufatteligt meget forberedelse op til en tur som den her. Vi har skulle lære alt fra klassisk sømandskab og sikkerhed på åbent hav, til hvordan man mentalt takler kritiske situationer sammen. Men vi har brugt to år på at forberede os, hvor der er mange af de andre hold, der har brugt 6-7 måneder. Og det, tror jeg, bliver en fordel for os,” fortæller Mads Vangsø.
Det handler selvfølgelig om at være i fysisk god form, men det psykiske er lige så stor en del af udfordringen. Når du sidder midt ude på Atlanterhavet, er der ikke plads til tøsedrenge, og din målsætning skal derfor være knivskarp.
“Der er mange forskellige små målsætninger i det her. Bare det, at nå til startlinjen, er jo på mange måder en sejr. Simpelthen fordi projektet er så omkostningsrigt – både når vi taler tid og penge. De andre mål er at komme helskindet i land begge to, bevare vores venskab, undgå for mange storme, og så kan man nok heller ikke løbe fra, at det ville være sjovt, hvis vi kom ind som nogle af de første. Men det handler først og fremmest om at komme ud og hænge i de yderste tråde. Både mentalt og fysisk. At prøve at leve livet for fuld knald,” fortæller Mads.
De tørre facts om Talisker Whisky Atlantic Challenge
Afstand: 5.000 kilometer fra kysten af La Gomera, De Kanariske Øer, over Atlanterhavet til havnen i Antigua.
Antal hold: 28 bestående af 88 roere.
Deltagende lande: Storbritannien, USA, Frankrig, Sydafrika, Nederlandene, Danmark, Australien, New Zealand, Belgien, Italien, Bermuda og Antigua.
Kalorier brændt: 8.000 om dagen. Roerne taber 20% af deres kropsvægt i løbet af tuen over Atlanterhavet.
Motivation: Hvert hold forsøger at rejse penge til deres egen udvalgte organisation. Wolfpack Gym Team forsøger at hjælpe UNICEF med at rejse penge.
Talisker Whisky Atlantic Challenge er inspireret af MacAskill-brødrene, der roede fra Eigg til Skye i Skotland for næsten 200 år siden. Her etablerede de Talisker Destilleriet. Ligesom grundlæggernes lange rotur repræsenterer Talisker Whisky Atlantic Challenge eventyr, styrke, karakter og viser hvad det betyder at være i besiddelse at den vilde ånd og vovemod, som er hele grundkernen i Taliskers værdier.
Forrige års vindere og nuværende verdensrekordindehavere, The Four Oarsmen, gennemførte turen over Atlanterhavet på kun 29 dage.
Se andre seje sager om: Lasse Hansen, Mads Vangsø, Talisker Whisky, Talisker Whisky Atlantic Challenge, The Wolfpack Gym Team, Whisky