Volvos datterselskab Polestar har allerede stor succes med de to første modeller Polestar 1 og Polestar 2, og nu gearer de op til virkelig at tage kampen op med Tesla.
Tilbage i februar fremviste de nemlig deres koncept for deres nye model, og nu har de lige bekræftet, at Polestar Precept, der er en firedørs sedan med GT-vibes og masser af elektrisk kraft, kommer på markedet i sin nuværende form.
Ifølge Polestar selv er designet inspireret af “atletisk minimalisme”, hvad det så end betyder, men den ser i hvert fald lækker ud. Sidespejlene er for eksempel erstattet med kameraer til at vise udsigten bagtil på skærme i kabinen, og så er der forlygterne, som er designet efter Thors berømte Mjølner-hammer.
De kan altså noget hos Polestar, og i videoen herunder får du et nærmere kig på herligheden.