Hvis du drømmer om at komme i gang med en ordentlig samling whisky, har du nu muligheden for at tyvstarte og få den komplette samling, som de fleste whisky-aficionados drømmer om.
Verdens største whisky-samling ryger nemlig på auktion, og det betyder, at du kan købe den, hvis du er økonomisk polstret til at klare hammerslaget. Men hvor meget taler vi om, tænker du? Det finder vi ud af til april, når Whisky Auctioneers afholder auktionen, men de taler allerede om en anslået værdi på 70 millioner kroner.
Samlingen består da også af 3.900 flasker, og den tilhørte den amerikanske forretningsmand Richard Gooding, som døde i 2014. De sidste 20 år af hans liv dedikerede han til at samle de fineste flasker og det har resulteret i en samling, som blandt de fleste kendere anses som den største i verden.
Her får du blandt andet en The Macallan 1926 Fine & Rare, der indtil videre er den dyreste flaske i verden med et prisskilt på lige knap 8 millioner kroner, mens der også er en Glenfiddich 1937 Rare Collection 64 års, en Springbank 1919 50 års og en Dallas Dhu 1021 Single Cask 64 års i samlingen. Det er bare nogle af højdepunkterne, og med 3.900 flasker finder du sikkert noget, som kan blive mange penge værd. Hey, det er jo en pensionsopsparing.
Auktionen afholdes fra d. 10. til d. 20. april 2020, så du skal nok begynde at spare op.
Se andre seje sager om: Whisky