Et zoom-monster. Så kort og præcist kan det nye Nikon Coolpix P1000 beskrives. Du behøver nemlig ikke et voldsomt spejlreflekskamera for at være zoom-mester, for her får du hele 125x optisk zoom klemt ind i et kompaktkamera. Jow tak, og Nikon har faktisk lavet det vildeste zoomobjektiv på et kompaktkamera til dato, der for eksempel er i stand til at komme helt tæt på månens overflade. Hvis du altså er til sådan noget. Nikon Coolpix P1000 er desuden udstyret med et brændviddeområde, der svarer til 24-3.000 millimeter, mens du kan supplere med 4x digital zoom og dermed nå op på hvad der svarer til 12.000 millimeter. Det er ikke dumt klaret, når man tænker på, at den samlede vægt for hele moletjavsen kun er oppe på 1,4 kilo, og du får desuden 15,9 megapixel og 4K-video at lege med. Det er ret prof.

Tjek lige videoen nedenunder, hvor kameraet optager 4K-video og samtidig zoomer helt ind på en løve. Det er jo vanvittigt.

Og hør lige, hvordan Nikon selv beskriver kameraet. Chelsey Lavall, der er Product Manager for digitale kompaktkameraer i Nikon UK, udtaler:

“Takket være Coolpix P1000 har det aldrig før været så let at fange fantastiske scenerier og uforglemmelige øjeblikke. Det utrolige zoomområde fra vidvinkel til supertelefoto betyder, at man nu kan få hele motivet med eller zoome ind på de mindste og fjerneste detaljer. Dette kompakte megazoomkamera vejer desuden mindre end en fjerdedel af et DSLR-kamera med et almindeligt supertelefotoobjektiv, hvad der gør det ekstremt let at have med, ikke mindst når man er på rejse.”

I praksis betyder det altså, at du får det hele med, og det er vel hele meningen med et kamera. I hvert fald et godt et af slagsen.

Nikon Coolpix P1000


Se andre seje sager om: , ,