Du skal have fat i en tegnedreng på størrelse med Dødsstjernen for at få fingrene i dette unikke stykke filmhistorie, men der findes altså heller ikke noget magen til på planeten jorden.
Det er nemlig den originale DL-44 Blaster, som Harrison Ford brugte i rollen som Han Solo i “Star Wars: Episode IV – A New Hope” fra 1977.
Blasteren ryger på online-auktion d. 27. august, og den er baseret på en Mauser C96 pistol, så du får et 28 cm. langt filmvåben, der er så eftertragtet, at Star Wars-fanatikere over hele kloden er parate til at give minimum en arm for at få den hjem til samlingen.
Prisskiltet forventes at lande et sted mellem 2 og 3,5 millioner danske kroner, men Han Solo's DL-44 Blaster kan sagtens ende med at blive endnu dyrere.