Selvom den her Mercedes-Benz CLK GTR Roadster blev født i 1999, har den ikke oplevet særligt meget i sit liv indtil videre. Og det er egentlig en skam, for sådan en superslæde fortjener at få rørt benene, men det betyder også, at en heldig køber nu har muligheden for at få fingrene i et spritnyt eksemplar af Merceren med et stort rundt 0 på kilometertælleren, når den kommer på auktion hos Bonhams d. 26. juni. Okay, prisen er også ret vanvittig, så køberen får lov til at betale top dollar for en tur i den nye bil i gamle klæder. Det er dog sikkert det hele værd, for V12'eren på 6,9 liter med 604 hestekræfter og et moment på 775 Nm rykker hele molevitten fra 0-100 km/t på 3,8 sekunder. Ikke tosset for sådan en gammel øse.