Mens vi stadig venter på James Gunns store Superman-reboot og den kommende Supergirl-film, har Warner og DC Studios netop sluppet et monster løs med en dugfrisk og ret så dyster trailer til “Clayface”.

Det er altså første gang, at Batmans fjende Clayface får sig sin egen film, og det betyder samtidig, at vi får første dyk ned i Gotham City, siden James Gunn og co. trykkede på den store resetknap i DC-universet.

Om The Dark Knight selv også lige kigger forbi, er stadig uvist, men der er nok at komme efter.

Historien tager nemlig udgangspunkt i Hollywood-stjernen Matt Hagen, der spilles af britiske Tom Rhys Harries. Her går det helt efter bogen, hvor vi følger Matt Hagen, der efter en alvorlig ulykke får smadret sit ansigt og mister sin status som filmstjerne. Han vælger derfor at prøve en ny eksperimentel behandling for at få sit gamle ydre tilbage – og det går ikke helt efter planen.

Efter det eksperiment kan han nemlig forandre form og bliver til det hævntørstige monster Clayface.

Du kan selv danne dig et indtryk i den nye trailer i videoen herunder, og så kan du ellers glæde dig til premieren d. 23. oktober.


Se andre seje sager om: