Når Bang & Olufsen præsenterer noget nyt, så gælder det om at spidse ører, og nu har de netop løftet sløret for deres spritnye Beosound Premiere.
Det er en soundbar med 10 kraftfulde højttalerenheder fordelt i et aluminiums-kabinet i klassisk B&O-stil, og der er kræset for det tekniske med den nye teknologi Wide Stage, som giver en endnu større rumfornemmelse, mens en centralt placeret diskantenhed og automatisk akustikanalyse sikrer skræddersyet lyd til rummet.
Og ja, Beosound Premiere kan selvfølgelig også fungere som hjertet i et større hjemmebiografsystem med surround via Beolink.
Der er også kælet for detaljerne, og blandt andet er der 1.925 perforeringer i topmodellen, som refererer til B&O’s stiftelsesår, og 90 indbyggede LED-lys, der reagerer på brugerens indstillinger og giver rimelig eksklusive vibes på TV-møblet.
Lyden leveres via Dolby Atmos 7.1.4 og soundbaren kan stå alene eller kobles sammen med flere B&O-enheder.
Selve soundbaren står til 36.500 kroner, mens du kan opgradere med stof- eller træfronter til et par tusinde oveni, og der kommer endda en Haute Edition, der er begrænset til 25 eksemplarer.
Haute Edition har særligt design, er individuelt nummereret og bliver leveret i en hel speciel æske med matchende fjernbetjening til den nette sum af 97.000 kroner.
Så bliver det ikke meget mere eksklusivt på lydfronten.
Se andre seje sager om: Bang & Olufsen