Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk
Jeg synes, det er vildt imponerende at se den eksplosive udvikling indenfor laptops – især i de seneste par år, hvor AI har gjort sit indtog.
Det gælder virkelig også for den nye Lenovo Yoga Pro 9i Aura Edition, som jeg har haft fornøjelsen af at rode rundt med i en måneds tid, for den er lækker fra yderst til inderst, også er den smart som bare pokker.
Det er en fed følgesvend, og her i artiklen kan du læse min anmeldelse af den bærbare computer med lynhurtig AI-bearbejdning takket være en Intel Core Ultra Processor og komplette Smart Experiences.
Først en video med et nærmere kig på herligheden.
Gennemført design og byggekvalitet
Lenovo har gennem flere generationer forfinet deres designfilosofi, og i Yoga Pro 9i Aura Edition har de banket en laptop sammen, der balancerer styrke og elegance.
Kabinettet i aluminium giver en kølig, solid fornemmelse, og jeg er ret vild med farven Tidal Teal, som mit testeksemplar er udstyret med, for den skiller sig ud uden at stjæle opmærksomheden. Den findes også i en Luna Grey version, og den ser fin ud på de billeder, jeg har set.
Men jeg ville altså foretrække Tidal Teal.
Den store 16-tommers formfaktor føles ikke klodset, og det skyldes den lave vægt på lige under to kilo og tykkelsen på under to centimeter, for den er stadig let at have med i tasken og flytte rundt. Mobiliteten er jo den primære fordel ved en laptop, og Yoga Pro 9i Aura Edition er yderst mobil.
Den er til gengæld ikke skrøbelig, for hængslerne er faste og flydende ved bevægelse, og hele konstruktionen føles kompakt og velafbalanceret.
Tastaturet er desuden et af de bedste, jeg har brugt i lang tid. Tasterne har tydelig vandring og dæmpet klik, og bagbelysningen er jævn og diskret. Og så er også blevet plads til numerisk tastatur uden det føles mast ind, for der er masser af plads.
Touchpadden i glas er desuden stor, og den reagerer præcist. Det lyder banalt, men den slags detaljer betyder alt i hverdagen, for her er tastatur og touchpad din fysiske forbindelse til den digitale verden.
Lenovo har også sørget for, at maskinen kan holde til mere end almindelig kontorbrug. Den er nemlig MIL-STD-810H-testet, hvilket betyder, at den klarer både stød, vibrationer og temperaturudsving.
Hey, det giver bare en god tryghed, og selvom du jo skal behandle den ordentlig, så behøver du ikke pussenusse om den.

Skærmen er et rent kunstværk
Lenovo kalder selv skærmen for et 3.2K Tandem OLED, og det dækker over to lag OLED-paneler, der arbejder sammen for at levere højere lysstyrke og længere levetid. Resultatet er en af de bedste skærme, jeg har set i en laptop.
Med 1600 nits lysstyrke står billedet klart selv i direkte sollys – i hvert fald her i vintersolen, for jeg har af gode grunde ikke haft den med ude i sommersolen. Farverne er ekstremt præcise, og sortniveauet er lige så perfekt, som man forventer af OLED.
Så er der den høje opløsning på 3.200 x 2.000 pixel, der gør alt fra tekst til billeder knivskarpt, mens 120 Hz-opdatering giver en flydende oplevelse, selv når man scroller gennem tunge linjer.
Det er faktisk en ret vild skærm. Et mesterværk, der sætter alle de andre til vægs.
Og det er samtidig en skærm, der passer på øjnene, for Lenovo har fået både TÜV Low Blue Light- og Eyesafe-certificering, så man kan sidde foran den hele dagen uden træthed. Jeg har i hvert fald brugt den adskillige timer i træk uden at mærke den velkendte brændende fornemmelse bag øjnene.
Og så gør Dolby Vision en reel forskel. Film og billeder får et ekstra lag dybde og dynamik. Det er virkelig imponerende.

De store overarme løfter alt
Lenovo Yoga Pro 9i Aura Edition drives af en Intel Core Ultra Processor, som er den nyeste generation med indbygget NPU (Neural Processing Unit) til AI-opgaver.
Det lyder som en teknisk finesse, men i praksis betyder det, at mange opgaver, der tidligere krævede cloud-forbindelse, nu klares direkte på maskinen. Det gælder alt fra billedforbedring, baggrundseffekter i videomøder, stemmegenkendelse og en hulens masse andet.
Kombinationen med et NVIDIA GeForce RTX 5070-grafik giver rigeligt overskud til kreativt arbejde. Jeg har redigeret store RAW-billedfiler, lavet 4K-videoklip og samtidig haft browser og musik kørende – uden at mærke nogen form for sløvhed.
Det hele styres af Lenovo X Power, som intelligent balancerer køling og ydelse. Når man bare skriver eller surfer, er maskinen næsten lydløs. Først når den presses, hæver blæserne sig, og selv da forbliver støjen afdæmpet. Selv ved virkelig krævende opgaver, synes jeg ikke, den larmer synderligt.
Det føles som en computer, der kender sin plads. Den er stille, når den kan, og den er stærk, når den skal.

Aura Edition – Udviklet i samarbejde med Intel
Når Lenovo smækker den specielle betegnelse Aura Edition på deres laptop, så betyder det, at den er fintunet i samarbejde med Intel, og det inkluderer hurtigere AI-bearbejdning, bedre præstationer og en række Smart Modes.
Der er fem Smart Modes, som kan skiftes via en lille widget eller gennem Lenovo Vantage, og de gør faktisk en forskel.
– Shield Mode aktiverer automatisk VPN og advarer, hvis nogen kigger dig over skulderen.
– Attention Mode dæmper notifikationer og fokuserer ressourcerne på det, du arbejder med.
– Collaboration Mode optimerer kamera og lyd under møder.
– Wellness Mode minder dig om at tage pauser og justere kropsholdning.
– Power Mode tilpasser ydeevne og batteri automatisk.
Udover de fem Smart Modes, er der også en Smart Share til let og elegant at flytte billeder, beskeder og filer trådløst mellem enheder, en Smart Care-funktion med adgang til Lenovos tekniske support direkte fra systemet, inklusive muligheden for on-site-hjælp.
Alt sammen små brikker, der sammen gør hverdagen mere gnidningsfri.

De praktiske detaljer spiller maks
Det nytter jo ikke noget med en masse AI-magi, hvis der ikke er styr på det basale, men heldigvis har Lenovo ikke glemt at lægge et solidt fundament.
De seks indbyggede højttalere leverer Dolby Atmos-lyd, og det lyder langt bedre, end man forventer af en laptop. Der er god balance og volumen, så musik får fylde, og dialog i film står klart.
Kameraet på 5 megapixel med IR giver et skarpt billede selv i dårligt lys, og ansigtsgenkendelsen fungerer hurtigt. Så er det i øvrigt bare rart, at der sidder en fysisk knap på siden af laptoppen til at tænde og slukke for kameraet.
Du ved, det der privatliv.
Der er også masser af porte. Du får for eksempel to Thunderbolt 4-porte, HDMI 2.1, SD-kortlæser og klassisk USB-A til ældre udstyr. Det hele er logisk placeret, og du behøver ingen dongles for at arbejde effektivt.
Nå ja, og så er jeg måske lidt gammeldags, men det er altid godt med et 3,5 mm. jackstik, hvis der hurtigt skal forbindes et par hovedtelefoner med kabel.
Batteriet på 84 Wh holder omkring 8-10 timer ved normal brug. Det er ganske udmærket, når man tænker på skærmens lysstyrke og komponenternes kraft. Og med hurtigopladning er man tilbage på 80 % på under en time.
Det er altså pænt hurtigt.

Det korte af det lange
Efter en måneds tid med Lenovo Yoga Pro 9i Aura Edition er det meget tydeligt, at det her er en laptop, hvor design, teknologi og brugeroplevelse hænger sammen på en måde, der gør det til en fremragende helhedsoplevelse.
Den føles solid, men elegant. Den er stærk, men stille. Og så er den en hjælpsom ven, der fungerer fuldstændigt gnidningsfrit. Altså hvis du i forvejen er vant til at bruge en PC, for den har svært ved at gøre noget ved en god, gammeldags fejl 40.
Og AI-funktionerne er ikke bare gimmicks, for de er små forbedringer, der sammen gør en stor forskel. Skærmen er i topklasse, lyden er fremragende, og byggekvaliteten føles premium.
Jeg synes, det er en laptop, der rammer den perfekte balance mellem rå kraft og smarte funktioner.
Det er et gennemført værktøj, der kan klare stort set alt. Og så ser den godt ud, mens den gør det.
