Loewe er klar med deres første hovedtelefoner, som blander tysk HiFi-historie med materialer fra den øverste hylde og fodboldhelten Kylian Mbappé som reklamefyrtårn.

Modellen hedder Loewe Leo, og der er 50 mm. fintunede drivere, adaptiv støjreduktion og både Spatial Audio og Dolby Atmos direkte i ørerne. Hvis du så også er typen, der nørder codecs, understøtter Loewe Leo selvfølgelig både Hi-Res Audio Wireless og LC3+, der leverer 24-bit/96 kHz over Bluetooth.

Og der er flere snedigheder, for med Mimi Sound Personalisation via Loewe-appen kan du indstille lyden, og du får også stemmestyring, AI-oversættelse og mulighed for at forbinde Leo til flere enheder på én gang.

Batteriet holder op til 65 timer, og hovedtelefonerne er pakket ind i anodiseret aluminium med ægte læder og mulighed for at udskifte slidte dele.

Prisen lander så også på lige knap 10 af de lange, og der bliver endda lanceret en speciel Leo Bespoke Edition i samarbejde med Jacob & Co., hvor du får 12 karat ædelstene til at pimpe designet.

Det er nok den version, Mbappé render rundt med.


Se andre seje sager om: ,