Foto: The Ritz-Carlton Suite / Matthew Shaw

I hjertet af Berlin på den ikoniske Potsdamer Platz ligger The Ritz-Carlton, Berlin som en elegant kontrast til den pulserende storby omkring sig.

Hotellet forener tidløs art deco-glamour med moderne komfort og er en perfekt base for at opleve den tyske hovedstad. Bag den imponerende facade venter en verden af ro, luksus og udsøgt service – hvad enten opholdet står på romantisk parferie, en tur med vennerne eller en familieudflugt.

The Ritz-Carlton, Berlin er nemlig ikke kun for voksne – her er børn også velkomne, og der er tænkt på de små gæster i både faciliteter og oplevelser.


Foto: Matthew Shaw

Det er samtidig et oplagt valg for en kort getaway, da Berlin er nem at nå fra Danmark – uanset om du flyver, tager toget, bussen eller kører selv. Og er du på vej sydpå gennem Europa, er et ophold her det perfekte luksus-pitstop, hvor du kan lade op med komfort og forkælelse før turen går videre.

Hotellet rummer 303 elegante værelser og suiter, alle designet med fokus på komfort og sofistikerede detaljer. Med Tiergarten, Brandenburger Tor og Friedrichstrasse kun en kort gåtur væk, bor man midt i Berlins kulturelle og historiske epicenter, men med en ro, der kun findes indenfor Ritz-Carltons marmorbeklædte vægge.


Foto: Lutz Vorderwülbecke

The Ritz-Carlton, Berlins barer er oplevelser i sig selv.

For en klassisk cocktailoplevelse er The Curtain Club stedet. Baren er indrettet som en eksklusiv klub fra 1920’erne med bløde lædersofaer, dæmpet belysning og live jazz om aftenen.

The Lounge er perfekt til eftermiddagskaffe eller te med udsøgte blandinger fra Jing Tea, serveret med scones og kager, mens klavermusikken spiller i baggrunden.


Foto: JACKZ Productions

Fra foråret til sensommeren åbner hotellets velbevarede hemmelighed: Secret Champagne Garden.

Denne skjulte terrasse i hotellets gård er et grønt åndehul midt i byen, indrammet af frodige planter, blomsterbede og loungemøbler. Her kan man nyde champagne, lette retter og kreative cocktails i solen – perfekt til en romantisk eftermiddag eller en elegant aperitif før middagen.

Garden er også et oplagt sted at samle familien til en afslappet stund, hvor børnene kan lege, mens de voksne nyder udsigten og atmosfæren.


Foto: Matthew Shaw

Efter en dag i Berlins gader indbyder hotellets 400 m² store spa til afslapning.

Den opvarmede indendørs pool med jetstream-effekt og loungestole skaber en rolig atmosfære, hvor tiden nærmest står stille. Wellnessområdet byder endda på finsk sauna, dampbad og et hot stone-afsnit for fuld afslapning.

Vil man forkæle sig selv lidt ekstra, kan man booke en af de mange behandlinger, der spænder fra klassisk massage til luksuriøse ansigtsbehandlinger med prisvindende produkter.

Et døgnåbent fitnesscenter med moderne udstyr og mulighed for personlig træning sikrer, at man kan holde formen ved lige – også på ferie.

Og The Ritz-Carlton, Berlin har ikke glemt de små gæster.

I spaen tilbydes der skånsomme og børnevenlige behandlinger som en del af The Ritz Kids-programmet, så hele familien kan slappe af sammen.


Foto: Florian Kroll

På hotellets restaurant POTS fortolkes tyske klassikere med et moderne twist.

Det åbne køkken giver et fascinerende indblik i kokkenes arbejde, mens menukortet byder på retter som perfekt stegt kalv, friskfanget fisk og vegetariske delikatesser – alle parret med en imponerende samling af tyske vine.

Stemningen er afslappet, men med en luksuriøs kant, og tjenerne guider elegant gæsterne gennem menuerne og de mange spændende dråber fra vinkortet.

For børn tilbydes en tilpasset menu med mindre, men velsmagende retter.


Foto: Florian Kroll

Hver første søndag i måneden inviterer hotellet til en overdådig Champagne Brunch, der har ry for at være blandt de bedste i Berlin.

Her serveres alt fra friskbagte croissanter og østers til sprød bacon og perfekt tilberedte æggeretter, naturligvis ledsaget af rigelige mængder Louis Roederer-champagne.

Mens de voksne nyder live musik og bobler, er der gjort plads til de yngste gæster med en børnevenlig buffet og aktiviteter, der gør brunchen til en hyggelig oplevelse for hele familien.


Foto: Carlton Club Suite / Matthew Shaw

Hvert værelse er en oase af elegance.

De rummelige Deluxe Rooms byder på store vinduer med udsigt over enten Potsdamer Platz eller Tiergarten, bløde kingsize-senge, gåsedunsdyner og et marmorbadeværelse med gulvvarme. Her er der kræset for detaljerne – fra højteknologiske løsninger til håndplukkede møbler i varme toner.

Vil man skrue endnu mere op for oplevelsen, er Club Level et oplagt valg.

Her får man adgang til en eksklusiv lounge med serveringer dagen igennem – fra morgenmad og eftermiddagste til hors d’oeuvres og cocktails om aftenen – samt personlig concierge-service, der sørger for, at alle ønsker bliver opfyldt.

Suiterne sætter prikken over i’et for dem, der søger det ekstraordinære.

Her kombineres privatliv nemlig med storslåede rum og mulighed for at invitere gæster til middag eller drinks i egne omgivelser.


Foto: Matthew Shaw

The Ritz-Carlton, Berlin er et luksushotel, der formår at være afslappet og børnevenligt.

The Ritz Kids-programmet tilbyder aktiviteter som skattejagt i hotellets lobby, legeområder og små velkomstgaver til børnene ved check-in. Babysenge og barnestole kan stilles til rådighed, og der er børnemenuer på restauranterne.

Det gør hotellet til et oplagt valg for familier, der ønsker en eksklusiv oplevelse uden at gå på kompromis med de små gæsters behov.