Warner Bros. har taget den ultimative fanboy-beslutning og sælger nu en ægte kopi af Batmans Tumbler fra Christopher Nolans “Dark Knight”-trilogi.
Det gør de via virksomheden Wayne Enterprises, som selvfølgelig er Bruce Waynes store skattekiste i filmene, men faktisk også er en vaskeægte virksomhed. Det er jo ret smart at bygge videre på konceptet.
Bilen er bygget i samarbejde med Action Vehicle Engineering, og der bliver kun lavet 10 eksemplarer til verdens rigeste Batman-fans, for med et prisskilt på 21 millioner kroner, er det altså ikke nogen billig fornøjelse.
Selvom du ikke kan køre ned i Netto i den, er hver Tumbler fuldt funktionel og kan tilpasses med specialbyggede interiører og modifikationer, og hvis du ender på listen over de heldige 10, tager det cirka 15 måneder at få bilen leveret.
I mellemtiden kan du jo shoppe amok i resten af sortimentet hos Wayne Enterprises, som blandt andet indeholder en golfbag til 29.000 kroner og et Alpange-klaver til 710.000 kroner.
Ja, det er dyrt at være Batman.