Det der med ledninger er både godt og ondt. De transporterer jo livsvigtige signaler til underholdningen, men det kan hurtigt blive rodet at se på. Sådan noget kabelspaghetti gør jo ondt i øjnene.
Men det behøver du ikke bekymre dig om med det nye LG M3 OLED TV, for det er trådløst.
LG har netop fremvist TV'et på den store elektronikmesse CES i Las Vegas i USA, og det har allerede fået de besøgende til at spærre øjnene op.
Det er da også en ordentlig moppedreng på 97 tommer, men den mest imponerende feature er de manglende kabler. I stedet benytter det sig af en boks kaldet Zero Connect, som du kan forbinde dine kilder til og så ellers gemme af vejen. Her sender boksen så signalerne trådløst til TV'et.
Det er ret smart, og den er i stand til at sende 4K-biller i 120 Hz.
Så er det bare ekstra fedt, at LG har lavet et integreret beslag kaldet One Wall Design, der får fladskærmen til at flugte med væggen. Du kan altså få det op at hænge uden at investere i et selvstændigt beslag.
Nå, men hvad så med prisskiltet?
Jo, det oplyser LG ikke noget om, men de har i forvejen en G2-model på 97 tommer i sortimentet, og den koster 190.000 kroner, så du kan godt regne med, at det bliver deromkring.
Indtil videre får du et nærmere kig på LG M3 OLED TV i videoen herunder, og du kan desuden se, hvad vi ellers skriver om de nyeste TV LIGE HER.
Se andre seje sager om: Fladskærme, LG, OLED TV, TV