Nej, det hele skal ikke handle om elbiler. De gode, gamle benzinbiler lever jo i bedste velgående, og hos Ford stopper de ikke med at udvikle nye benzinmotorer.
Nu er de nemlig klar med en ny én af slagsen. Og den har de simpelthen kaldt MEGAZILLA. Fordi, hvorfor ikke?
Det er da også noget af et bæst, for MEGAZILLA er en V8-motor på 7,3 liter uden noget form for turbo eller andet stads. I standardversionen leverer den 615 hestekræfter, men med lidt snedig tuning skulle den kunne levere hele 1.500 hypper. Det siger Ford i hvert fald, så det må jo være rigtigt nok.
Og nu er det jo en crate engine, så folk er i stand til at købe motoren direkte af Ford og så ellers give den gas med at smide den i deres egne biler. Det er fedt, og i videoen herunder kan du nørde lidt med den nye motor.