Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk
Der er forår i luften, og hvis du leder efter et fedt legetøj til at opleve friheden i det gode vejr, så har danske Roadsurfing det perfekte redskab.
Deres elektriske skateboard The Legit er nemlig en virkelig liret måde at komme frem i verden med et kæmpe smil i hele fjæset.
Her i artiklen kigger vi nærmere på den lille fætter med fut i, mens du også får et kig på, hvad Roadsurfing gemmer af seje sager i sortimentet.
Kompakt og kraftfuld
Med en kampvægt på kun 5,5 kilo, er The Legit nem at rykke med under armen eller i en taske, og så er du klar til at give den maks gas.
Det elektriske skateboard er nemlig forsynet med en single 83 mm. hub motor, der lynhurtigt banker dig op på 20 km/t. Og så kan det da godt være, at det ikke lyder af så pokkers meget, men tro mig, når du først kommer afsted på brættet, så er det mere end rigeligt, for det kilder alligevel godt i maven.
Rækkevidden fra batteriet på 2,9ah er 15 kilometer med speederen i bund, og det er mere end rigeligt til bare at fjolle rundt eller benytte som transportmiddel til skole eller arbejde.
Her kan du så med fordel sætte boardet på den laveste af de tre fartindstillinger til at begynde med, indtil du har fuldstændigt styr på balancen, og det er nok også den bedste løsning, hvis du har unger og vil lade dem prøve en tur på privat vej.
Jeg er selv temmelig uerfaren i skateboarding, så jeg skulle dæleme holde tungen lige i munden de første ture her på redaktionen. Men The Legit er faktisk ret intuitivt, så læringen går hurtigt.
Men hvordan styrer man det så?
Jo, retningen bestemmer du ved at skifte vægtfordelingen på selve boardet, mens farten kontrolleres med en trådløs fjernbetjening, du holder i hånden. Her er der en drejeknap til at justere hastigheden, og det er ret smart, at der er en separat knap til at bestemme, om du kører frem eller bakker. Det eliminerer nemlig bratte opbremsninger, fordi du ikke ved et uheld rykker boardet i bakgear.
Der er generelt stor fokus på sikkerheden, og det kigger vi nærmere på i næste afsnit.
Godkendt til vejen
The Legit er det første elektriske skateboard på det skandinaviske marked, som er godkendt til brug på offentlige veje.
Det er ret fedt, at sikkerheden er i orden.
Det betyder, at du får E/IA godkendte reflekser og for- og baglygter, der er synlige på op til 300 meter, mens der også er automatisk bremselys. Altsammen vigtige ting, når du gerne vil ses i trafikken. Og det vil du gerne, for ellers har bilerne jo ikke en chance for at undgå dig.
Her hjælper det stærke design også med at øge sikkerheden, for du får et board opbygget af 8 lag solid canadisk ahorn med hårdføre 80a durometer polyurethanhjul. Okay, det siger dig måske ikke så meget, men det er kvalitet, der har bevist sit værd i skateboard-verdenen, og det er med til at sikre, at du ikke går i stykker undervejs. Det duer jo ikke, at du cruiser med fuld fart og så pludselig ramler på grund af dårligt materiel.
The Legit holder til alle de tæsk, der følger med et hårdt liv på landevejen, og det gør det i mange år.
Her er det også en god idé, hvis du bruger hjelm og håndledsbeskyttere for at være ekstra sikker. Især hvis du vil køre på offentlige veje. Og sørg lige for at få øvet dig grundigt på en lukket vej, før du begiver dig ud i trafikken.
Rådet for Sikker Trafik har lavet en fremragende guide med regler og gode råd, som du kan se LIGE HER.
Det er fedt at blæse derudaf, og The Legit er et mega sjovt legetøj, men sikkerheden er altså det vigtigste.
Roadsurfing har flere muligheder for sjove ture
Roadsurfing er eksperter i elektriske skateboards, og de har stor erfaring med at lave de bedste af slagsen – med dansk kvalitet, selvfølgelig.
Det betyder også, at de er din nye bedste ven, hvis du er på udkig efter nyt legetøj, mens de også har tilbehør, reservedele, lygter og alt i beskyttelse. Det er altså hele moletjavsen, når det kommer til elektriske skateboards, og du kan følge med i deres produktnyheder LIGE HER.
De har fire komplette boards i sortimentet, hvor The Legit er det mest kompakte. Det er også den billigste måde at komme i gang, og så kan du jo altid opgradere henad vejen.
De øvrige boards hedder The Composed, The Ultimate (hub) og The Ultimate (belt), og fælles for disse er, at det er longboards. Det betyder, at de er længere og udstyret med større motorer. Topmodellen The Ultimate (belt) er for eksempel velsignet med en dual 750W motor og en tophastighed på 45 km/t. Ja, det er voldsomt.
Der er stadig et stykke vej endnu, før jeg er klar til mere end The Legit, for den er så rigeligt stærk nok til at opfylde mit adrenalin-fix.
Og det er virkelig et fedt transportmiddel.