Der er i forvejen rigeligt med kæmpe højtalere og kompakte anlæg i sortimentet hos engelske Bowers & Wilkins, og deres nye T7 springer ind på pladsen som den mindste af hele banden. Den er heller ikke særligt stor med en størrelse som en liter letmælk. Men tag endelig ikke fejl af musklerne i den klejne indpakning, for T7 er udstyret med dobbelte 50 mm. drivere og et design, som B&W selv kalder Micro Matrix, hvor en bikage-lignende struktur af celler sørger for at holde vibrationer ude af kassen, hvilket hjælper kraftigt på lydkvaliteten, mens det samtidig giver et meget karakteristisk design. Så har du lækker lyd i op til 18 timer takket være det indbyggede batteri.