Indtil videre er der flere mennesker som har vandret på Månen end der har besøgt Marianergraven – 12 på Månen og 7 i Marianergraven. Det i sig selv er jo en ret eksklusiv bedrift, men nu kan antallet af besøgende i Marianergraven snart eksplodere.
Rejsearrangøren Eyos Expeditions og dykkerfirmaet Caladan Oceanic er nemlig gået sammen om at arrangere ture til Challengerdybet, der ligger 11 kilometer nede i Marianergraven øst for Filippinerne. Det er det dybeste punkt i verdenshavene, så det bliver en ret heftig oplevelse. De første ture begynder i juni, og prisen oplyses kun til seriøse henvendelser. Den skulle dog ligge nord for 1 million kroner.
Selve turen tager i øvrigt 14 timer, og den kommer til at foregå i ubåden “The Five Deeps”, som skal bruge 8 af de 14 timer på at komme op og ned. Hvis du er vild med dykning, må det her være den ultimative destination.
Se andre seje sager om: Rejser og Ferier