Hold da kæft, så er der fuldstændigt styr på de dyre sager. Den ultimative opbevaring til dine mest værdifulde ting er liret med et vinkøleskab til de fineste dråber, en humidor til tobakken, et pengeskab til dine dollars og et lydanlæg fra LOG Audio til at streame trådløse toner, mens hele samlingen er pakket ind i en stilet læderbeklædning. Det er ret vildt – og hamrende dyrt. Buben&Zorweg GRAND AFICIONADO er banket sammen med tysk præcision, så du kan være sikker på, at skidtet nok skal holde et stykke tid, og hvis du både har råd til kassen og værdier nok til at retfærdiggøre købet, kan du vel også betale dig fra at få monsteret på 430 kg. båret ind i hytten. Det manglede da bare.