Hvis du render rundt med en italiener i maven, så luk ham lige ud, ikke? Og giv ham lige lidt mad, for han er sikkert sulten. Det kan du meget passende gøre med en tur i ILLUM, hvor Eataly har åbnet deres første afdeling i Danmark, for her bliver du virkelig forkælet med eksklusive madvarer, som du ikke finder andre steder end i Italien. Og Eataly i ILLUM, selvfølgelig.
I billederne ovenover kommer du med ind i slaraffenlandet, hvor du finder alt fra pasta til de helt dyre italienske flasker med vin og finere alkohol, og varerne er tætpakkede på hylderne, så du kan gå rundt som i et normalt supermarked, proppe varerne ned i kurven og tage dem med hjem til senere nydelse. Eller du kan hoppe direkte ind i den kulinariske oplevelse ved at bestille en pizza fra den gigantiske stenovn, der får dit lokale pizzeria til at ligne et køkken til børn, maltraktere et stykke italiensk kød fra restauranten eller nyde ristede bønner fra cappucinoens hjemland i den hyggelige café. Dine smagsløg får i hvert fald én på opleveren.
Når du så lige smider et rent italiensk personale med indgående kendskab til Støvlelandets delikatesser oveni hatten og tilfører den autentiske danske atmosfære med for eksempel en original vægrelief af billedhuggeren Knud Kyhn fra 1931 som udsmykning på væggen, så får du bare et fedt miks af gammelt og nyt med kvalitet i verdensklasse. Hvis du leder efter et stykke italiensk mad og fornemmelsen af at sidde i en hyggelig restaurant i en sidegade i Trastevere i Rom, finder du det helt sikkert her. Og hvis der er en bestemt genstand, du mangler, kan køkkenchefen Gianluca helt garanteret bestille den hjem til dig direkte fra Italien.