Hey, vi skal nok lade være med at gøre os til dommere over, hvad der gør en mand til en ægte mand. Det skal han nok selv finde ud af.
Hvis du til gengæld vil være skarpere til at tiltrække det modsatte køn, skal du nok lade barberkniven ligge, for forskning viser, at kvinder foretrækker mænd med skæg. Ja, med hår i ansigtet.
Og så er vi egentlig tilbage til det der med, at en mand nok selv skal finde ud af, hvordan han skal se ud med behåring og tøj, men derfor skader det jo ikke at lytte til ønskerne fra det modsatte køn, for hvis du er single, så er det jo trods alt dem, du er på jagt efter.
Og lad os så skære ind til benet på forskningen. Det er Journal of Evolutionary Biology, der har gennemført et studie, hvor de har bedt 8.520 kvinder om at bedømme en række mænd – ud fra billeder af dem med og uden skæg – om deres potentiale som partner i et langt forhold. Og resultatet taler sit tydelige sprog.
Samtlige kvinder i undersøgelsen gav en højere score til de skæggede versioner af mændene. Altså hvis de så et billede af den samme mand uden skæg og et billede af ham med skæg, så foretrak de versionen med ansigtsbehåringen. Det er ret interessant. Men det er i relation til de lange forhold. Hvis det handler om et one night stand, foretrækker kvinderne det glatte look.
Undersøgelsen afslørede så også en anden interessant ting. De mænd der var udstyret med maskuline ansigter med meget markerede træk og en stærk kæbelinje blev betragtet som mest attraktive til korte forhold, mens de mindre maskuline ansigter var mest attraktive til lange forhold. Det er vist noget med hele det der bad boy dyrkelse.
Men når alt kommer til alt, så skal du se ud, som du selv vil have det. Der er ingen grund til at lade skægget vokse, fordi andre siger det.