Det kan da godt være, at Maj indtil videre ikke ser ud til at byde på sommervejr, men så er det heldigt, at regnvejr er genialt til at banke serier på fladskærmen inde i stuen, og i denne måned er der spændende nyheder på Netflix. Derfor har vi trawlet sortimentet og fundet fire ekstra interessante tilbud, der lander på streamingtjenesten.
Peaky Blinders – premiere 1. maj
Du kan godt begynde at glæde dig, for det ser ud til, at problemerne ikke bliver mindre for Thomas, Polly, Arthur og alle de andre. Tværtimod. Denne gang tager de kampene tilbage på gaderne i Birmingham, hvor en ny fjende i form af Adrien Brody skal besejres. Og Tom Hardy er igen med.
Cargo – premiere 18. maj
Martin Freeman er en sej skuespiller, og nu prøver han kræfter med det postapokalyptiske univers i den nye film Cargo. Den ser faktisk ret fed ud. Det er Netflix, der har produceret den meget dystre film, hvor Martin Freeman spiller en far, der forsøger at overleve i en zombie-fyldt verden med sin lille datter på ryggen. Ja, så er man sgu en presset nybagt far.
The Rain – premiere 4. maj
Netflix er endelig klar med den første danske egenproduktion nogensinde. The Rain har blandt andre Mikkel Boe Følsggard, Alba August, Lucas Lynggaard Tønnesen, Angela Bundalovic og Lars Simonsen med på rollelisten, mens den er skrevet af Jannik Tai Mosholt, der også har leveret manuskripter til Borgen og Bedrag, og TV-serien handler om en virus der udsletter næsten hele befolkningen i Skandinavien, og her begiver et søskendepar sig så ud på noget af et apokalyptisk eventyr. Det lyder dejligt mørkt.
The Infiltrator – premiere 1. maj
Bryan Cranston røg til tops i serien Breaking Bad som meth-mesteren Walter White, men nu tager han springet over på den anden side i filmen The Infiltrator. Yessir, Heisenberg går på narko-jagt. Og målet er selveste Pablo Escobar i en historie, der er baseret på de virkelige hændelser, hvor undercoveragenten Robert Mazur tilbage i 1980’erne infiltrerede Escobars netværk og var med til at fælde 85 narkobaroner og en ring af pengevask. Filmen ser ud til at være ret fed, men selvom den er baseret på virkeligheden, har den nok også taget visse kunsteriske friheder.