Det er vildt at tænke på, at den originale Top Gun er fra 1986 og dermed har 32 år på bagen. Men det betyder også, at det er på høje tid med en efterfølger, og den har Tom Cruise tidligere bekræftet var på vej. Nu har han så lige afsløret på sin Instagram-profil, at indspilningen af Top Gun 2 er gået i gang, og han har endda lagt et billede op fra settet med teksten #Day1. Genialt. Og et billede siger jo mere end 1.000 ord, så hvis du kigger nærmere på billedet herunder, ser du meget tydeligt, at der står Maverick på hjelmen, mens Tom Cruise er i fuld flightsuit med jageren i baggrunden. Yessir, ready for take off. Så er der selvfølgelig sætningen “Feel The Need”, hvilket er en direkte reference til den første film, hvor Pete “Maverick” Mitchell taler om, hvordan han”feels the need for speed”.
Hvad handler den nye Top Gun 2 så om?
Ja, den handler selvfølgelig om kamppiloter, smartass. Men ifølge rygterne på internettet, bliver der tale om en moderne film med droner og den slags, mens Tom Cruise nu indtager rollen som instruktør på flyveskolen med de bedste af de bedste. Og så skulle sønnen til den afdøde co-pilot Goose også være med. Spændende. Filmen har premiere 12. juli 2019.
Genopfrisk i øvrigt lige genialiteten fra Top Gun med den her scene. Legendarisk.