Krig er forfærdeligt. Men det er også fascinerende, for der findes et hav af vilde fortællinger, og derfor er krig også et af de mest oplagte temaer til fede film.

1. verdenskrig, 2. verdenskrig, Vietnam-krigen og Den Kolde Krig blot for at nævne nogle få – ja, listen over krige i verdenshistorien er lang. Mange filminstruktører, manuskriptforfattere og skuespillere har gennem årene forsøgt at fortælle de barske, ubarmhjertige, frygtelige og ulykkelige historier på det store lærred.

Men hvilke krigsfilm er så de bedste?

Jo, det tillader vi os at komme med vores bud på. Og så kan det da godt være, at du er uenig, men det skal du også have lov til. Her får du i hvert fald Mandesagers top 20 over de bedste krigsfilm nogensinde. Og ja, vi har set dem alle mange gange.

Nå, men listen finder du herunder.

20. Ørneborgen

ÅRSTAL: 1968

INSTRUKTØR: Brian G. Hutton

HOVEDROLLER: Clint Eastwood, Richard Burton og Mary Ure

“Where Eagles Dare”, som filmen hedder på engelsk, er en vaskeægte klassiker, og derfor skal den selvfølgelig også med på denne liste. Okay, på yderste mandat, men det er også en ret eksklusiv liste.

“Ørneborgen” foregår i slutningen af 2. Verdenskrig, hvor en amerikansk general med viden om planerne for den kommende D-Dag bliver taget til fange af Nazisterne og ført til hovedkvarteret for Waffen-SS. Han skal så reddes af en gruppe elitesoldater, men alt er langtfra, som det ser ud.

BONUS-INFO: “Ørneborgen” er baseret på et manuskript af Alistair MacLean, og den er indspillet på fæstningen Burg Hohenwerfen, der ligger sådan cirkus 50 kilometer syd for Salzburg i Østrig.

19 – Enemy At The Gates

ÅRSTAL: 2001

INSTRUKTØR: Jean-Jacques Annaud

HOVEDROLLER: Jude Law, Ed Harris, Joseph Fiennes, Ron Perlman, Bob Hoskins og Rachel Weisz

Vi er tilbage i 1942 på Østfronten, hvor Slaget om Stalingrad udspiller sig. Her kæmper en gruppe sovjetiske finskytter mod værnemagtens bedste finskytter, og det kommer der en perlerække af fede scener ud af. Jo, krig er elendighed, men det er også her man finder de største helte, og Jude Law er eminent i rollen som Vasily Zaitsev – Sovjets stolthed.

BONUS-INFO: Vasily Zaitsev var faktisk en virkelig person, som i sit virke som finskytte under Slaget om Stalingrad har 225 bekræftede kills på samvittigheden. Han døde i 1991.

18 – Fury

ÅRSTAL: 2014

INSTRUKTØR: David Ayer

HOVEDROLLER: Brad Pitt, Shia LaBeouf, Logan Lerman og Jon Bernthal

Brad Pitt spiller den amerikanske officer Don “Wardaddy” Collier i denne krigsfilm, der skildrer de sidste dage af 2. Verdenskrig, hvor de allierede tropper gør deres sidste indtog i Nazityskland for at afslutte krigen. Det bliver en voldsom rejse, og den udmærker sig især ved realistisk at skildre de intense forhold, der hersker i tank-krig.

BONUS-INFO: Før indspilningen gennemgik skuespillerne et forløb på en måned, hvor de lærte at betjene en rigtig kampvogn.

17. Solens Rige

ÅRSTAL: 1997

INSTRUKTØR: Steven Spielberg

HOVEDROLLER: Christian Bale, John Malkovich, Miranda Richardson og Joe Pantoliano

Jeps, Steven Spielberg har også en anden film med på denne liste, men den er kravlet noget længere op. I “Solens Rige” – “Empire of the Sun” på engelsk – befinder vi os i en japansk fangelejr under 2. Verdenskrig, hvor livet altså ikke er en dans på roser. En meget ung Christian Bale finder dog de små glæder og kæmper sig gennem hverdagen. Han er jo egentlig bare en lille knægt fanget på krigens skyggeside.

BONUS-INFO: “Solens Rige” blev nomineret til 6 Oscars, men blev slået af filmen “Den Sidste Kejser” i samtlige kategorier.

16 – Black Hawk Down

ÅRSTAL: 2001

INSTRUKTØR: Ridley Scott

HOVEDROLLER: Josh Hartnett, Ewan McGregor, Tom Sizemore, Eric Bana og William Fichtner

Helikoptere flyver ind over den somaliske hovedstad Mogadishu, og 100 amerikanske soldater springer ud. Et højspændt krigsdrama udspiller sig, og det fører til ildkampe mellem amerikanske styrker og somaliske soldater. Her skal du ikke tænke så meget – bare læn dig tilbage og nyd den højspændte action fra start til slut.

BONUS-INFO: Alle Black Hawks og Little Birds helikopterne brugt i filmen er faktisk fløjet af piloter, som deltog i de rigtige kampe i Mogadishu i 1993.

15. Beasts Of No Nation

ÅRSTAL: 2015

INSTRUKTØR: Cary Joji Fukunaga

HOVEDROLLER: Idris Elba, Abraham Attah, Ricky Adelayitor og Emmanuel Affadzi

Her er vi i Afrika, hvor vi får en dybere indsigt i, hvordan man groomer og former børnesoldater. Ja, det er noget forfærdeligt noget, men ikke desto mindre, så er det virkelighed. Vi følger en lille dreng, der tages under vingerne af en sadistisk milits-leder spillet af Idris Elba, og så er det ellers bare svært at komme tilbage til et normalt liv.

BONUS-INFO: Filmen er instrueret af Cary Joji Fukunaga, som stod bag den første fremragende sæson af “True Detective” og den spritnye “James Bond: No Time To Die”.

14. Dunkirk

ÅRSTAL: 2017

INSTRUKTØR: Christopher Nolan

HOVEDROLLER: Tom Hardy, Kenneth Branagh, Harry Styles og Fionn Whitehead

I begyndelsen af 2. Verdenskrig har Nazisterne trængt de allierede tropper op i et hjørne i det vestlige Europa og nederlaget truer. Alligevel lykkedes det at evakuere 338.000 soldater i løbet af kun 10 dage med “Operation Dynamo”, og det er lige præcis disse dage, som er omdrejningspunktet i “Dunkirk”. Tilsat Christopher Nolans magi, er det en af de bedste krigsfilm nogensinde. I hvert fald den 14. bedste.

BONUS-INFO: Filmens soundtrack er skabt af Hans Zimmer, der brugte lyden fra et af Christopher Nolans lommeure til at skabe den unikke musik ved hjælp af en synthesizer.

13. Broen Over Floden Kwai

ÅRSTAL: 1957

INSTRUKTØR: David Lean

HOVEDROLLER: William Holden, Alec Guinness og Jack Hawkins

Soldaterne i en japansk fangelejr under 2. Verdenskrig bliver sat i gang med at bygge en bro over Floden Kwai, og så er hele problemstillingen jo, om man skal udføre arbejdet eller modsætte sig med efterfølgende tortur. Eller, om din egen leder er ved at bevæge sig over på fjendens side.

BONUS-INFO: “Broen over floden Kwai” – “The Bridge on the River Kwai” på engelsk – vandt hele 7 Oscars.

12. The Deer Hunter

ÅRSTAL: 1978

INSTRUKTØR: Michael Cimino

HOVEDROLLER: Robert de Niro, Christopher Walken og Meryl Streep

“The Deer Hunter” er egentlig tre film i én, hvor vi starter med at følge en grupper stålarbejdere og hjortejægere fra en lille amerikansk arbejderby, og så følger vi dem under og efter en tur med krigstjeneste i Vietnam, hvor de bliver tortureret i en umenneskelig fangelejr.

Den viser meget godt den umenneskelighed, som også er en del af krig, og den gør det både brutalt og smukt.

BONUS-INFO: Den ikoniske scene, hvor Robert De Niro og Christopher Walken spiller Russisk Roulette er gjort ekstra realistisk ved, at de to skuespillere konstant får lussinger.

11 – Platoon

ÅRSTAL: 1986

INSTRUKTØR: Oliver Stone

HOVEDROLLER: Charlie Sheen, Willem Dafoe, Tom Berenger, Johnny Depp og Forest Whitaker

Johnny Depp, Charlie Sheen og Forest Whitaker spiller op til deres bedste i denne krigsfilm fra 1986. Filmen udspiller sig under Vietnamkrigen og det er et højspændt drama, hvor rekrutten Chris Taylor pludselig finder sig selv i kamp mellem to sergenter. Filmen har vundet en perlerække af priser, herunder en Oscar for bedste film, og derfor er den selvfølgelig også med her på listen.

BONUS-INFO: Instruktøren Oliver Stone deltog faktisk selv i Vietnamkrigen, og han har hele tre film om præcis denne krig på CV'et. Det er “Platoon” fra 1986, “Født den 14. Juli” fra 1989 og “Himmel og Jord” fra 1993.

10 – Hacksaw Ridge

ÅRSTAL: 2016

INSTRUKTØR: Mel Gibson

HOVEDROLLER: Andrew Garfield, Sam Worthington, Vince Vaughn og Hugo Weaving

Endnu en spektakulær film fra Mel Gibsons hånd. Filmen fra 2016, er baseret på en virkelig historie fra 2. verdenskrig om den amerikanske medicinstuderende Desmond Doss, der nægtede at bære våben.  I 1945 formåede han uden våben at redde 75 soldater på den japanske ø Okinawa, og han har efterfølgende modtaget medaljer og hæder for hans indsats.

BONUS-INFO: Mel Gibson udtalte i forbindelse med filmen, at hvis Desmond Doss stadig levede i dag, så ville han ønske, at han blev USA's Præsident. Desmond Doss døde i 2006.

9 – The great escape

ÅRSTAL: 1963

INSTRUKTØR: John Sturges

HOVEDROLLER: Steve McQueen, Richard Attenborough, Charles Bronson, James Coburn og James Garner

Filmen er baseret på en autentisk historie, der udspillede sig under 2. verdenskrig, hvor fanger i den tyske fangelejr Stalag Luft lejr forsøger at flygte fra rædslerne. Sammen planlægger de et flugtforsøg, som udspiller sig natten mellem d. 24. og 25. Marts, 1944. 76 fanger lykkedes faktisk med at slippe ud af lejren, men 73 af dem blev efterfølgende fanget igen. Derfor nåede kun 3 personer hele vejen ud i friheden.

BONUS-INFO: Charles Bronson havde faktisk tidligere arbejdet i en kulmine, så under indspilningen hjalp han med at koordinere tunnelerne. På grund af sit tidligere arbejde led han af Klaustrofobi. Ja, det stemmer meget godt.

8 – Der Untergang

ÅRSTAL: 2004

INSTRUKTØR: Oliver Hirschbiegel

HOVEDROLLER: Bruno Ganz, Christian Berkel, Ulrich Matthes og Juliane Köhler

Denne film fortæller den umenneskelige, kyniske og ubarmhjertige historie om, hvordan Adolf Hitler styrede og organiserede drab på millioner af mennesker under 2. verdenskrig. Det er samtidig filmatiseringen af Adolf Hitlers sidste dage i den tyske bunker, hvor han afgav sine ordrer. Filmen er vigtig for at forstå de grusomheder, der fandt sted under den største krig i historien. Og så har den jo givet anledning til noget af et arsenal i forhold til internet-memes.

BONUS-INFO: Bruno Ganz studerede patienter med Parkinsons forud for sin rolle som Adolf Hitler. Der Führer menes at have haft netop denne sygdom.

7 – Das Boot

ÅRSTAL: 1981

INSTRUKTØR: Wolfgang Petersen

HOVEDROLLER: Jürgen Prochnow, Herbert Grönemeyer og Klaus Wennemann

Den tyske film fra 1981 er baseret på den verdensberømte roman med samme navn, og den handler om livet ombord på den tyske ubåd U-96 under 2. verdenskrig. U-båden deltog i den såkaldte “Battle of Atlantic”, hvor målet var at nedkæmpe britiske styrker. Vi har tidligere skrevet om filmen, og du kan læse meget mere om hvorfor vi mener det er en af de bedste krigsfilm nogensinde LIGE HER

BONUS-INFO: Rutger Hauer blev tilbudt rollen som ubådskaptajn, men han sagde nej på grund af en rolle i en anden film. Det var “Blade Runner”.

6 – Full Metal Jacket

ÅRSTAL: 1987

INSTRUKTØR: Stanley Kubrick

HOVEDROLLER: R. Lee Ermey, Vincent D'Onofrio, Matthew Modine, Adam Baldwin og Arliss Howard

Instruktøren Stanley Kubrick indkapsler i denne film den historiske og nådesløse fortælling om Vietnamkrigen. Filmen skildrer unge mænd der sendes i træningslejr, hvor de behandles helt umenneskeligt indtil de forvandles til dræbermaskiner der er klar til at drage i krig for USA. Det er faktisk som to forskellige film sat sammen til en helhed.

BONUS-INFO: De realistiske scener med rekrutterne og Gunnery Sergeant Hartman skyldes nok, at Hartman spilles af R. Lee Ermey, som var Drill Sergeant i virkelighedens marinekorps. Han døde i 2018.

5 – Braveheart

ÅRSTAL: 1995

INSTRUKTØR: Mel Gibson

HOVEDROLLER: Mel Gibson, Sophie Marceau og Patrick McGoohan

Dette store krigsdrama fra 1995 af Mel Gibson fortjener naturligvis en plads i top 10 på vores liste – også selvom der ikke er tale om Verdenskrige eller andre nyere krige. Mel Gibson spiller hovedrollen og har samtidig produceret og instrueret filmen, som har vundet 5 Oscarstatuetter for blandt andet bedste film og bedste instruktør. Gibson spiller rollen som den skotske nationalhelt Wallace i historien, som ender i en episk kamp mellem England og Skotland.

BONUS-INFO: Det var faktisk Robert The Bruce, som blev kendt som Braveheart – ikke William Wallace.

4 – Inglorious Basterds

ÅRSTAL: 2009

INSTRUKTØR: Quentin Tarantino

HOVEDROLLER: Brad Pitt, Christoph Waltz, Michael Fassbender og Diane Kruger

Krigsdramaet udspiller sig i Frankrig under 2. verdenskrig, hvor Quentin Tarantino virkelig giver den sit eget twist på en krigsfilm. Derfor er den også lidt udenfor rammerne, men det ændrer ikke ved, at der er tale om et mesterværk med en vild historie og dialog.

BONUS-INFO: Det var lige før, at filmen blev opgivet, fordi de ikke kunne finde den rette skuespiller til den krævende rolle som Hans Landa. Men så kom Christoph Waltz til audition.

3 – 1917

ÅRSTAL: 2019

INSTRUKTØR: Sam Mendes

HOVEDROLLER: Dean-Charles Chapman, George McKayDaniel Mays og Colin Firth

Dette krigsdrama fra 2019 følger to soldaters heroiske indsats under 1. verdenskrig. De to britiske soldater Blake og Schofield bliver sat på en nærmest umulig mission, hvor de er i kamp mod tiden, og hvis missionen fejler, får det uoverskuelige konsekvenser. Deres vigtigste opgave er at give deres egne mænd besked om et bagholdsangreb, og når de det ikke i tide vil 1.600 soldater potentielt miste livet. Den store udfordring er, at de skal helt ind på fjendens territorium for at løse opgaven.

BONUS-INFO: Der blev gravet 1,6 kilometer skyttegrav i forbindelse med indspilningen af filmen, som i øvrigt vandt 3 Oscars. Altså ikke skyttegravene – filmen.

2 – Apocolypse Now

ÅRSTAL: 1979

INSTRUKTØR: Francis Ford Coppola

HOVEDROLLER: Martin Sheen, Marlon Brando, Robert Duvall, Laurence Fishburne og Dennis Hopper

De voldsomme scener der udspillede sig under Vietnamkrigen kommer til udtryk i denne store krigsfilm fra 1979 med den danske titel “DommedagNu”. Den amerikanske militærkaptajn Benjamin Willards er på en hemmelig mission i Vietnam, og målet er at eliminere en psykopatisk amerikansk officer. Filmen betragtes af mange som en af de største krigsfilm gennem tiden og den rækker ud efter førstepladsen her på listen.

BONUS-INFO: Det var egentlig meningen, at indspilningen skulle tage 6 uger, men den endte med at tage 16 måneder. Det betød, at den gik voldsomt over budget, og Francis Ford Coppola var derfor nødt til selv at skyde 7 millioner dollars af sine egne penge ind i produktionen.

1 – Saving Private Ryan

ÅRSTAL: 1998

INSTRUKTØR: Steven Spielberg

HOVEDROLLER: Tom Hanks, Matt Damon, Tom Sizemore, Barry Pepper, Giovanni Ribisi, Vin Diesel, Ted Danson og Paul Giamatti

Den bedste krigsfilm nogensinde er “Saving Private Ryan”. I hvert fald, hvis du spørger os her på Mandesager. Hvis du ikke har set den, så smid den på og vurdér, om du er enig med os. Men du har sikkert set den, for det har de fleste vel.

Det store krigsdrama af Steven Spielberg blev nomineret til 11 af de eftertragtede Oscar statuetter og vandt 5 af dem, og det er meget forståeligt. Det hele starter med den mest intense åbningsscene i nogen anden krigsfilm, og det fortsætter bare med en overflod af fede scener.

Og Tom Hans gør det altså fremragende.

BONUS-INFO: Den vilde åbningscene med indtagelsen af Omaha Beach på 20 minutter er filmet på Ballinesker Beach i Irland, og der blev brugt 1.500 statister. Pris: 12 millioner dollars – eller 75 millioner danske kroner.


Se andre seje sager om: ,