Vi har tidligere set eksempler på, hvordan italienske Ares Design har tryllet med klassiske biler, som en De Tomaso Pantera, og nu kaster de sig såmænd over de tohjulede transportmidler.
Det gør de under navnet Ares Modena, og de har lige fremvist deres første cykel, som hedder Aero.
Det ligner en ganske almindelig cykel, men der er faktisk tale om en elcykel, hvor selve vanddunken fungerer som batteri. Det er jo en ret smart måde at forklæde de elektriske egenskaber. Her hjælper det så også, at den er udstyret med drivlinjen WattAssist Pro, der er yderst kompakt og gemmer sig i krumtappen, mens alle kabler også er gemt for omverdenen.
Det er ret snedigt, men de producerer kun 24 eksemplarer, som hver især er iklædt et krads prisskilt på 110.000 kroner. Tak for kaffe.