Man skal huske at fejre sine sejre. Det gør de nu hos Audi med deres nye specialversion af R8. Navnet er Green Hell, og anledningen er, at Audi R8 LMS har sejret 5 gange siden 2012 til det legendariske 24-timers-løb på Nürburgring – som jo går under navnet “Det Grønne Helvede”.
”Vi står for high performance – både i serieproduktionen og i motorsporten”, siger Julius Seebach, chefen for Audi Sport GmbH, og fortsætter:
”R8-sportsvognen til gadebrug og racerbilen R8 LMS er blevet konstrueret og udviklet sammen, og cirka halvdelen af deres komponenter er identiske. Specialmodellen R8 green hell viser med al tydelighed det tætte slægtskab med motorsporten og er samtidig en hyldest til vores legendariske sejre på Nürburgring.”
Og det er i hvert fald ikke muskelkraft, den nye specialversion går ned på. Audi R8 Green Hell har således hele 620 hestekræfter fra V10-sugemotoren, og det er nok til at hamre den fra 0-100 km/t på 3,1 sekunder.
Den lækre farve er i øvrigt Tiomangrøn, men du kan også få den i Ibishvid, Daytonagrå eller Mythossort. Hvis du altså er en af de heldige, der får fingrene i en af de 50 nummerede eksemplarer, som bliver produceret.
Yessir, det er en eksklusiv bil, og i videoen herunder kan du få lov at lade mundvandet løbe.
Se andre seje sager om: Audi, Sportsvogne