Nå ja, når det skal være sådan ekstra vildt, så er amerikanske Hennessey Performance altid leveringsdygtig, for den texanske virksomhed har specialiseret sig i at give hestekræfterne frit løb.
Nu er de så klar med den nye Venom F5-M, der bare beviser evnerne.
Den er nemlig udstyret med en biturbo V8-motor på 6,6 liter, som leverer hele 1.842 hestekræfter og et moment på 1.618 newtonmeter. Og det er altså helt uden assistance fra elmotorer, som ellers er den hurtige genvej til ekstra heste. Så er der også lige den ekstra krølle på halen, at det er verdens mest kraftfulde produktionsbil med manuel gearkasse.
Det siger Hennessey i hvert fald selv, men på stående fod er det også ret svært at finde noget lignende derude.
I videoen herunder får du et nærmere kig på Hennessey Venom F5-M, og så skal du da lige vide, at der kun bliver lavet 12 eksemplarer, der alle er reserveret til trofaste kunder.
Du ved, hvis du allerede var i gang med at lede efter de lige knap 18 millioner kroner i budgettet, som er det officielle prisskilt.
Se andre seje sager om: Hennessey Performance, V8