Nå ja, når der skal ekstra hypper i kareten, så er ALPINA altid leveringsdygtige. Den tyske virksomhed har nemlig sat ekstra skub i fabriksbiler siden 1965, så de ved godt, hvor der skal skrues for at at få det optimale ud af en bil.
Og nu er de klar med mere bevis på dette med den spritnye BMW ALPINA B4 Gran Coupé.
Yessir, de har haft fingrene i en BMW M4, der jo ellers ikke er nogen sløv krikke, men nu er den altså oppe at ringe på 495 hestekræfter med et moment på hele 730 Nm. Det sender den afsted fra 0-100 km/t på 3,7 sekunder, og den gør det samtidig med et gevaldigt skud luksus.
ALPINA har nemlig også haft gang i en ordentlig omgang styling med nyt læder, sæder, rat og skørter, mens der desuden er en række ALPINA-logoer til at gøre det helt tydeligt for enhver, at det her ikke er en ganske “almindelig” BMW. Det er en ALPINA.
Resultatet er en temmeligt lækker slæde, og du kan se nærmere på bæstet i videoen herunder.