Der er absolut intet i vejen med at drømme stort. Det gør de også hos Bjarke Ingels Group, hvor de faktisk også er temmeligt gode til at føre deres drømme ud i livet, hvilket imponerende bygninger verden over vidner om.

Det her er deres største drøm indtil videre.

Den amerikanske milliardær Marc Lore, som blandt andet har været direktør for Wallmart, har nemlig sat den danske arkitektvirksomhed i fuld sving med at skabe visionerne for fremtidens by. Den hedder Telosa, og det samlede budget lyder på hele 2.500 milliarder danske kroner. Det er alligevel en del.

Telosa er udtænkt som en økovenlig by, hvor der for eksempel er selvkørende busser og et forbud mod fossile køretøjer, mens der i øvrigt kun skal være et kvarters transportid til arbejde, skole eller egentlig hvad som helst.

Det er ret ambitiøst, når der skal være plads til 5 millioner indbyggere, men selvom det hele kun er på det indledende niveau, så har Bjarke Ingels Group jo overrasket skeptikere tidligere.

Indtil videre er planen i hvert fald, at der skal være 50.000 indbyggere i 2030, og så skal byen vokse derfra.

I videoen herunder fortæller Marc Lore om projektet.


Se andre seje sager om: