Hard Rock Café er berømt over hele verden for at servere amerikanske burgere der spiller maks, og i forbindelse med deres 48 års fødselsdag skruer de nu burgerne op på 11 med introduktionen af et nyt menukort. Her finder du for eksempel en burger med 24 karat bladguld direkte på bøffen, og det er da virkelig kræs for connaisseurs.

Her i videoen får du et nærmere kig på den nye menu, før vi sætter tænderne i burgeren længere nede i artiklen.

Alt er hjemmelavet

Hvis det skal være ordentligt, skal du gøre det selv. Det er også mantraet hos Hard Rock Café i København, hvor alt er lavet fra bunden. Det betyder, at du får burgers med Angus oksekød, fremragende chilimayo rørt med deres helt egen opskrift, hjemmebagt brød og friske grøntsager snittet i Hard Rocks eget køkken. Her er der ikke sprunget over nogen lave steder på gærdet ved at bruge råvarer præpareret i forvejen. Okay, der er selvfølgelig Heinz Ketchup, men det hører sig jo også til en amerikansk burger.

Så er der selve de hyggelige omgivelser på Rådhuspladsen midt i København, hvor du bliver omringet af amerikansk kultur med musikvideoer kørende på skærmene og udsmykninger med guitarer og lir fra det forjættede land. Det gør faktisk Hard Rock ideelt til en tur i byen med gutterne, for her kan I spise til I revner og samtidig forkæle jer med milkshakes med et skud sprut og selvfølgelig store fadøl. Og personalet er virkelig gode til at sørge for, at I ikke mangler noget undervejs.

Hard Rock Cafés nye burger med 24 karat guld er guf til verdensmænd

Guldburgeren er ikke til at komme udenom

Der er nogle ting her i livet, som bare skal prøves. En burger med 24 karat guld er én af dem. Så kunne man tro, at det sprænger banken at få serveret sådan en frækkert, men den koster faktisk kun 220 kroner. Det er sgu mere end fair.

Selve burgeren består af en hjemmebagt bolle med en Angus bøf på 225 gram, to skiver cheddarost, rødløg, tomater og lidt salat i bunden til at beskytte underbollen mod væsken fra den saftige bøf. Dressingen tilsætter du selv, og du får selvfølgelig serveret sprøde fritter i pakken.

Hvordan smager den så?

Den smager fremragende. Det er nemt at spotte, at der er tale om friske råvarer af høj kvalitet, og den hjemmerørte chilimayo er så god, at du har lyst til at tage en liter af stadset med hjem i en spand. Selve guldet er mere en gimmick end en smagsoplevelse, men det er også hele meningen. Og bare rolig, din krop tager overhovedet ikke skade. Det skulle da lige være af overspisning, for da vi besøgte Hard Rock Café i København, tilføjede vi store milkshakes med lidt sprut til at spice tingene op, og i kombination med den store portion burger og fritter var der næsten ikke plads til dessert. Det blev da godt nok lige til et stykke cheesecake, der smagte så godt, at det føles som at være i USA.

Hvis du er helsefanatiker, skal du ikke besøge Hard Rock Café i København særligt ofte, for de tæller absolut ikke kalorier, men hvis du er fan af amerikanske burgere med masser af smag, burde du være stamgæst.


Se andre seje sager om: