Hvis du render rundt med en grillmester i maven, så har du nu den perfekte mulighed for at komme godt i gang.
Den legendariske grillbar Flyvergrillen, der i 30 år har serviceret nysgerrige flyspottere ved Kastrup Lufthavn med pølse, pomfritter og hele moletjavsen er nemlig lige nu på jagt efter en ny lejer.
Den har ellers været drevet af Jannie Eilsø siden 1. april 1991, men nu er det altså på tide for hende at rykke videre:
“Jeg har nu gjort op med mig selv, at det er tiden til at pleje andre interesser, og der er også kommet børnebørn til, som tiden skal bruges på. Jeg har nu drevet Flyvergrillen i 30 år, og har sammen med fantastiske medarbejder, oparbejdet Flyvergrillen til en rigtig god forretning, og jeg vil glæde mig til at byde de nye lejere velkommen. Jeg er stolt over, at flyvergrillen er blevet kendt og besøgt af så mange, også faste kunder, og har udviklet sig til en københavnsk seværdighed,” siger hun.
Det er altså noget af en arv, du skal løfte, men det er alligevel en sjælden chance, så der bliver sikkert mange om buddet.