Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

KISS. Ja, Keep It Simple Stupid. Det plejer at være nøglen til det bedste resultat, og det beviser danske ELG Spirits nu med deres nye ELG Mono Botanical.

Den har nemlig allerede fået international anerkendelse fra de største gin-aficionados, og hemmeligheden er ganske enkel.

Den indeholder kun en enkelt plante – enebær.

Ja, det bliver ikke meget mere simpelt, og her i artiklen kigger vi nærmere på de fine dråber, som kan få enhver gin-tosse op at flyve.

ELG Mono Botanical Gin

Master Distiller Henrik Elsner har skabt verdens simpleste gin

På destilleriet i Fredensborg kombinerer Master Distiller Henrik Elsner de enkle kvalitetsråvarer med sin baggrund som bioorganisk kemiker, hvilket giver en proces, hvor intet er overladt til tilfældighederne.

Det er essentielt, når du vil producere en minimalistisk gin.

ELG Spirits har allerede høstet internationale priser, og deres ELG Gin No. 1 er for eksempel udråbt til at være en af de otte bedste gin i verden. Nu går de skridtet videre, for hvor de tidligere har benyttet sig af de tre ingredienser enebær, korianderfrø og gulerodsdestillat, har de nu skåret det hele ned til kun at bruge enebær.

Resultatet er ELG Mono Botanical.

Det er til gengæld ret svært at lave en enkel gin, der samtidig smager af noget, så her benytter Henrik Elsner sig af en unik destillationsteknik med et 250 liter klassisk kobberdestillationsapparat med en kolonne, der gør det muligt at opnå en separation af høj kvalitet. Hvert enebærdestillat er baseret på 20 kilo enebær, og den bedst opnåelige hvedesprit, der er destilleret til absolut højest opnåelige alkoholprocent på 96,3%.

Herefter analyseres hvert destillat med en gaskromatograf for at sikre den perfekte sammensætning og mængde af æteriske olier.

Det giver altså en kompleks gin, hvor enebærrene virkelig kommer til deres ret.

Men hvordan smager den så? Det sanser vi os igennem i næste afsnit.

 

Simpel, men alligevel fyldt med dybde

Det er ret utroligt, at man kan lave så enkel en spiritus og samtidig presse så meget smag ned i flasken.

Vi har selvfølgelig prøvesmagt ELG Mono Botanical her på redaktionen, og den er en sikker vinder hos både gin-tosserne, men også kontorets gin-skeptikere.

Den er blød, men alligevel kraftig. Du kan virkelig smage sødmen fra de æteriske olier, mens der er en klar duft af fyrrenåle, rosmarin og mynte. Balancen sidder bare lige i skabet, og den både dufter og smager af en varm sommerdag i solen.

Du får selvfølgelig mest ud af den rent, men ELG Mono Botanical fungerer også ganske fremragende i en frisk G&T. Lige meget hvad, så er der direkte forbindelse til enebærrene.

Ja, det er et gin mesterværk, som os danskere sagtens kan være stolte af.

Se andre seje sager om: