Klippan, Fräjen og hvad de nu ellers hedder i IKEA. Tidligere på året kom det frem, hvordan IKEA navngiver deres produkter, og nu har en mand kaldet Lars Petrus simpelthen bygget en hjemmeside med samtlige varer på hylderne i varehuset, så du kan se, hvad de mærkelige navne i virkeligheden betyder. Ja, det har eddersparkeme taget lang tid. Du kan selv gå på opdagelse på siden her på linket. Hvordan navngiver IKEA så deres varer, spørger du? Jo, de har et meget simpelt skema som udgangspunkt, og det ser således ud:
Senge og klædeskabe: Norske drengenavne
Sofaer, lænestole, spisestole og spiseborde: Svenske stednavne
Bogreoler: Stillingsbetegnelser og skandinaviske drengenavne
Skriveborde og skrivebordsstole: Skandinaviske drengenavne
Havemøbler: Skandinaviske øer
Stof og gardiner: Skandinaviske pigenavne
Køkken udstyr: Fisk og svampe
Lamper: Måleenheder, årstider, måneder, dage, sømandsjargon og svenske stednavne
Børneprodukter: Pattedyr og fugle
Kasser, vægdekoration og ure: Svenske ’slang-ord’
Skåle, vaser, stearinlys og lysestager: Krydderier, krydderurter, frugt og bær
Så ved du det til din næste tur i IKEA.