Den første “Gremlins”-film kom i 1984, og hvis du stadig kan huske den intense blanding af frygt og fnisen, da du så den for første gang, så er det her LEGO-sæt nok lige noget for dig.
LEGO har nemlig sendt et nyt byggesæt på gaden, og det er selvfølgelig selveste Gizmo, der stjæler billedet. Sættet her er ikke for børn – eller folk, der ikke kan holde nallerne fra vand – men det er helt perfekt for dig, der stadig får sukkerchok af 80’er-nostalgi.
Den bevægelige Gizmo-figur har 1.125 dele, og du kan selv vælge, om han skal stå op eller sidde ned, mens du også kan justere på hoved, ører, arme eller fødder. Ja, du kan endda give ham de famøse 3D-briller fra filmscenen, hvor verden for alvor ikke er stor nok til små væsner med store følelser.
Og som prikken over i’et medfølger der et vandstænk, så du kan genskabe mareridtet fra filmen – dog uden at Gizmo rent faktisk begynder at formere sig på kommoden.
LEGO Gremlins: Gizmo ankommer i LEGO-shoppen 1. oktober 2025.

Se andre seje sager om: LEGO