Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

Nå, så du leder efter en lækker skærm til skrivebordet. Jamen, så bliver det ikke meget vildere end Samsungs gigantiske Odyssey OLED G9 gamingskærm, der selvfølgelig banker din gaming op på et helt nyt niveau, men faktisk også er et regulært monster til alt andet.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at pryde skrivebordet med den 49 tommer kurvede udsigt gennem den seneste måned, og her i artiklen får du mine tanker.

Først en video med det forkromede overblik.

Rasende lækre billeder

Jeg har tidligere testet flere eksemplarer af Samsungs Odyssey-gamingskærme, hvor især de helt store og kurvede af slagsen altså kan noget helt specielt. Til daglig bruger jeg faktisk en kurvet 49 tommer skærm her på Mandesager-redaktionen, og selvom mange mener, at det er en gimmick med det ultrabrede format, så er jeg kæmpe fan.

Det er et rent powerhouse til multitasking, for der er bare så meget skærmplads at lege med, og når du først har prøvet det, bliver du altså afhængig.

De få dage, hvor jeg arbejder hjemme, savner jeg bare min gigantiske skærm.

Det er også tilfældet med Odyssey OLED G9, for med 49 tommer i 32:9-formatet, går du i hvert fald ikke ned på størrelsen.

Her er den store feature det nærmest absurd flotte OLED-panel med en opløsning på 5.120 x 1.440 pixel, der leverer en responstid på 0,03 millisekunder og en opdateringshastighed på 240 Hz med understøttelse af AMD FreeSync Premium Pro, og det giver uden tvivl det lækreste billede, jeg endnu er stødt på i en monitor.

Til gaming fejer den bare alt andet af banen, for der er fuld skrald på farverne og lyset, mens sort er helt sort og styringen af de mørke nuancer sidder lige i skabet, så du lynhurtigt kan se, hvad der gemmer sig i skyggerne.

Det er vildt imponerende, og her er skærmens krumning med til at omgive dig, så du bliver suget ind i spillene.

Jamen, skal jeg så ikke dreje hovedet fra side til side hele tiden for at få det hele med?

Det kan du da sagtens, og når du multitasker er det selvfølgelig nødvendigt, når du skal fokusere på noget bestemt. Men jeg har ingen gener, og i praksis er det slet ikke noget, du lægger mærke til. Især ikke ved gaming, for her er dit perifere syn virkelig på arbejde, og det giver bare en sublim oplevelse af tilstedeværelse og realisme.

Det er sygt lækkert.

Samsung Odyssey OLED G9

Én skærm til at herske over dem alle

Det er klart, at Samsung Odyssey OLED G9 hamrer direkte ind i gaming-segmentet, og det er da også dens spidskompetence, hvor der er smæk på alle de features, der gør en gamingskærm god.

Så er det lige meget, om det er PlayStation, Xbox eller PC, der er dit foretrukne våben, for den her tager sig godt af hele flokken – især næste generations konsoller og højtydende gamercomputere.

Men det er faktisk også en fremragende skærm til alt det andet.

Samsung har nemlig indbygget WiFi og Smart TV-apps direkte i skærmen, så du kan bruge den medfølgende fjernbetjening til at møve dig rundt mellem Netflix, Disney+, Prime Video og alle de andre streamingtjenester og apps, mens den endda automatisk registrerer og skifter input, når du tænder en tilsluttet enhed.

Ja, du kan sagtens forbinde en PS5 og en Xbox Series X på samme tid, hvis du har svært ved at vælge side.

Og ved du hvad, det er en virkelig flot skærm at have stående, for den er kun 4,5 millimeter tynd, og så kan det da godt være, at den alligevel fylder lidt i landskabet, men det er sådan en krabat, der forlanger respekt lige meget, hvor du placerer den. Og det ser ekstra fedt ud, når den projicerer farverne fra skærmen ud i dine omgivelser med CoreSync-teknologien fra bagsiden af skærmen.

Det er ikke bare lir, det er med til at gøre spillene endnu mere realistiske.

Her er den helt store force, at den kan stå på skrivebordet og være din kommandocentral til alt det sjove.

Og det gør den hamrende godt.

Samsung Odyssey OLED G9 er bare blæret.

Samsung Odyssey OLED G9


Se andre seje sager om: ,