Denne artikel er lavet i samarbejde med Huawei, der har stillet en MateBook X til rådighed til test.
Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk
Der er rigeligt med muligheder derude, hvis du har indledt jagten på en ny bærbar computer med Windows. Men det er kun ganske få, der tilbyder en komplet pakke med fedt design, funktioner og top-specs i et kompakt format på kun et enkelt kilo, som du får med den nye Matebook X.
Jeg har brugt den lækre laptop i et stykke tid, og her i artiklen får du de 5 skarpeste punkter fra den imponerende maskine.
1. Designet sidder lige i skabet
Allerede ved første øjekast er det tydeligt, at både materialer og byggekvalitet er et rent pletskud. Det er imponerende, at Matebook X kun er 13,6 millimeter tyk, og overfladen af en Magnesium Aluminiumslegering er bare lækker at røre ved.
Det er også vildt, at den faktisk kun vejer 1 kilo, men samtidig føles utroligt robust. Der er to farver at vælge imellem med versionerne Forest Green og Silver Frost, og her synes jeg især den grønne model er en rigtig snack, for den skiller sig ud fra mængden på den fede måde. Uden at være for meget.
Du får altså et gennemtænkt design med kvalitets-materialer, og det er virkelig noget der kan tilfredsstille selv den mest detaljeorienterede bruger.
2. Sublim touchskærm
Ja, der er touchfunktion i skærmen. Hvis vi lige ser bort fra, at der selvfølgelig kommer fingeraftryk, når du rører ved skærmen, så fungerer det ganske glimrende i praksis.
Det 13 tommer store display kører med en opløsning på 3.000 x 2.000 pixel i formatet 3:2, og det er lækkert at arbejde med, fordi det er lidt højere end de fleste andre laptop-displays. Og så er der selve udnyttelsen af pladsen. Kanterne er holdt på et minimum med et skærm-til-krop-forhold på hele 90%, og det er fedt, at der ikke er en masse irriterende spildplads.
3. Masser af kræfter til det hele
Med en kampvægt på et enkelt kilo og et fodaftryk på størrelse med et stykke A4-papir kunne man sagtens tro, at det da må være nogle pjevsede overarme sådan en Matebook X render rundt med.
Så kan du godt tro om igen.
Du får Windows 10 Pro, der fungerer præcis, som du kender det, og jeg har ikke haft problemer med ydelsen. Tværtimod, så løfter den bare alle opgaver, og du kan snildt bruge den som din primære PC til alle dine opgaver. Under motorhjelmen finder du nemlig 10. generation af Intels Core i5 processor, 16 GB RAM og en SSD på 512 GB.
Det er ret flotte specs, når man tænker på det klejne format.
4. Fremragende tastatur og touchpad
Det er ikke sikkert, de fleste går så meget op i kvaliteten af tastatur og touchpad på deres laptop. Det gør jeg, for jeg skriver meget og navigerer heftigt rundt i menuer og browsere, når jeg er online.
Nu har jeg testet en del bærbare computere, og jeg mener helt klart, at Matebook X leverer noget af det bedste på markedet. Tastaturet er virkelig behageligt at skrive på, for trykresponsen er knivskarp, og det samme gælder den store touchpad, som sagtens kan konkurrere med en mus.
5. Simpelthen den bedste Windows-laptop på markedet
Jeg startede artiklen med at konkludere, at der er et hav af Windows-laptops på markedet, og jeg har efterhånden testet en del af dem. Men det her er den lækreste, jeg endnu er stødt på. Designet spiller, den er hurtig og selve hardwaren kommer fra øverste hylde.
Så er der prisskiltet på lige knap 12.000 kroner. Ja, det er i den høje ende, men kvalitet koster, og du får fuld valuta – og mere til – for skillingerne.