Af Peter Frøkjær / Foto: Mandesager.dk
I en verden, hvor smartphones hele tiden bliver bedre og bedre, gælder det om at holde trit, og Motorola er i topform for tiden.
De har nemlig lige præsenteret 3 lækre mobiler til et kæmpe event i Milano i Italien, hvor vi var inviteret med til løjerne. Og udover en fed fest, fik vi også lov til at klemme løs på de nye mobiler, der byder på masser af lækkerier uden at tømme dine lommer.
Her i artiklen kigger vi nærmere på de nye smartphones, som inkluderer et megapixel-monster, et kompakt kraftværk og en farverig fætter.
Først kommer du helt tæt på Motorola Edge 30 Ultra og Edge 30 Fusion i videoen herunder.
Fest, farver og fede mobiler
Jaja, det behøver ikke være så kedeligt hele tiden. Motorola kunne sagtens have sendt de nye mobiler på gaden uden ekstra ståhej, men vi fik muligheden for at komme med til deres lanceringsfest i Milano, og det var en fed omgang.
Her fik vi selvfølgelig muligheden for at komme helt tæt på deres nye produkter, og det er lige præcis sådan noget der gør, at vi bedre kan formidle noget interessant viden videre til dig.
Vi har prøvet mobilerne, så vi forhåbentligt kan gøre dig en smule klogere. Og de er altså lækre på hver deres egen måde, som vi kommer nærmere ind på herunder.
Nå ja, så blev det da også til nogle hyggelige timer med andre medier, influencere og PR-folk, men det er jo alt sammen noget, som er med til at skabe indsigt i branchen. Og selvfølgelig nogle whisky-sjusser, det hører sig jo til.
Okay, det korte af det lange er, at man sagtens kan hygge sig på sit arbejde. Det er faktisk det bedste.
Nu til mobilerne.
Motorola Edge 30 Ultra
Flagskibsmodellen – ja, det er sgu lidt et mærkeligt ord, men det betyder bare den bedste – fra Motorolas nye lineup er Edge 30 Ultra.
Her får du fuldstændigt vanvittige 200 megapixel at lege med, og det giver altså basis for fremragende billeder. Ja, så er der jo et hav af faktorer, som spiller ind, men her hjælper softwaren og de 2x optiske zoom dig med at skyde skarpere. Også til video, hvor du får 8K video i 30 FPS og 4K video med HDR10+.
Det er altså ekstremt mange megapixel, og alt andet lige, så er mere bare bedre.
Det gælder så ikke for opladningen, hvor mindre tid altid er bedre, og her bliver du hjulpet godt på vej med 125 Watt opladning, der på bare 7 minutter sørger for nok strøm til en hel dag.
Ja, det er jo bare en tur på toilettet om morgenen, og så er du godt kørende.
Det er alt sammen flagskibs-lækkerier, og så er der desuden en lynhurtig Qualcomm Snapdragon 8+ Gen 1 processor, 12 GB RAM og 256 GB lagerplads til at sørge for snappy performance.
Der er altså styr på skrivebordsarbejdet, og i praksis, så ligger telefonen bare godt i hånden og føles generelt virkelig helstøbt.
Også selvom der er tale om en ordentlig krabat på lige knap 200 gram, men her får du jo så også en knivskarp 6,67 tommer pOLED-skærm, med en opdateringshastighed på 144 Hz og FHD+ skærmopløsning at lege med.
Det er et massivt vindue til fed underholdning.
Motorola Edge 30 Ultra er klar til bestilling allerede nu til 6.699 kroner, og du kan se mere LIGE HER.
Motorola Edge 30 Neo
Hvis topmodellen Edge 30 Ultra alligevel har lidt for store muller i forhold til dine behov, så er lillebroderen måske et bedre fit.
Motorola Edge 30 Neo er nemlig lidt mindre pompøs med en skærm på 6,28 tommer, som alligevel byder på en opdateringsfrekvens på 120 Hz, der sørger for flydende billeder, og du får desuden et kamera på 64 megapixel og trådløs opladning.
Den er altså kompakt, men alligevel ret kompetent.
Og ved du hvad, den er røvbillig i forhold til kvaliteterne. Du skal nemlig kun slippe 2.999 kroner for at få den i lommen.
Nå ja, og så er Edge 30 Neo også farverig, for Motorola er gået sammen med Pantone om at skabe en række unikke farver på selve mobilen og i menuerne.
Det er første gang, at dette sker i mobilverdenen, og det er ret fedt.
Se mere om Motorola Edge 30 Neo LIGE HER.
Motorola Edge 30 Fusion
Hvor Edge 30 Ultra banker igennem med specs og Edge 30 Neo giver masser af funktioner uden at tømme dine lommer, så lægger den nye Edge 30 Fusion sig lige i midterfeltet.
Ja, det er en fusion.
Den byder nemlig på en fremragende skærm på 6,55 tommer med HDR10+, FHD+ opløsning og en opdateringsfrekvens på 144 Hz. Krydret med en Qualcomm Snapdragon 888+ 5G-processor og op til 12 GB RAM, så får du altså masser af hestekræfter.
Det er virkelig en mobil, som henvender sig til mange, for den krydrer stærke specs med et beskedent prisskilt på 4.499 kroner, og du kan se mere LIGE HER.
Se andre seje sager om: mobiltelefoner, Motorola, Smartphones