Der er stadig et stykke vej, før det kompakte kamera i en mobiltelefon kommer på højde med de dedikerede skydere, men når det er Leica, der leverer hardwaren, bliver det vist ikke meget bedre. De laver jo i forvejen nogle af verdens bedste kameraer. Panasonic LUMIX Smart Camera CM1 er egentlig en Android-mobil med en 4,7 tommer HD-skærm, en quad-core processor og 2 GB RAM, men det mest spændende ved mobilen er 20 megapixel sensoren på en tomme med en f/2.8 DC Elmarit linse fra Leica, der er i stand til at lammetæve de andre kameramobiler på markedet. Det er kræs for kamera-nørder, og så glemmer vi lige, at mobilen er en ordentlig moppedreng på 204 gram – for det kamera må gerne fylde i lommen. Indtil videre er planen at lancere den skarpe skyder i Tyskland og Frankrig senere på året, og vi aner ikke, om den officielt kommer til Danmark, men ellers må vi jo drøne sydpå eller finde en smutvej på internettet.