Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

Når du først har fundet de rette hovedtelefoner, gælder det om at holde fast, og jeg er stadig fan af mine JBL LIVE 650BTNC hørebøffer, som bliver flittigt brugt derhjemme.

Men store hørebøffer fylder jo også mere end et par in-ear hovedtelefoner, så hvad gør du, når du har brug for en mindre version til træningen eller andre formål? Jamen, så er det heldigt, at de nye JBL Live Pro+ TWS er kompakte og sidder i ørerne, hvor de leverer den fremragende JBL-signaturlyd, som der også kommer ud af de større modeller.

Her i artiklen kigger jeg nærmere på de geniale in-ear hovedtelefoner.

JBL Live Pro+ TWS

Lækkert design der virker

Det er svært at skille sig ud, når det handler om designet på trådløse in-ear hovedtelefoner, men jeg synes alligevel, at de nye JBL Live Pro+ TWS er virkelig skarpe at se på. De findes i hele syv forskellige farver, men som med det meste andet, så vælger jeg som regel den sorte variant.

Ja, du kan aldrig gå galt i byen med sort.

Enhederne til ørerne er lækre at røre ved, for det føles som velbygget kvalitet, og selvom de er små, så virker det faktisk til, at de er ekstremt holdbare. Her følger der så fem størrelser øretipper med i kassen, så du kan finde dem, der sidder bedst i ørerne. Ja, det er ret vigtigt med et godt fit, for udover at føles mere komfortabelt, så har det også indvirkning på lydkvaliteten og støjreduceringen.

Og her er det altså let at finde en passende størrelse.

JBL Live Pro+ TWS

Så er der opladningsetuiet.

Det er en yderst kompakt fætter med et minimalistisk udseende og en lækker mat overflade, og den foregiver ikke at være andet end hvad den er. En stærk makker til øreenhederne, der holder dem stabilt på plads med magneter og fodrer dem med strøm, så de syv timers batteritid i øreenhederne får tre fulde opladninger. Ja, det giver en samlet batteritid på 28 timer, og de leverer, hvad de lover.

Den samlede helhed spiller altså, for der er ingen forstyrrende elementer, så det hele er utroligt simpelt at gå til. Du kan desuden forbinde dem til flere enheder, og når du først har parret hovedtelefonerne med en enhed via Bluetooth 5.0, så forbindes de let og elegant, når du åbner etuiet.

Her er der så ekstra kræs til Android-brugere, for der er understøttelse af Google Fast Pair.

Det er virkelig en fornøjelse at bruge JBL’s Live Pro+ TWS hovedtelefoner, for præcis som med mine hørebøffer derhjemme fra JBL, så er der bare styr på alt det basale. De døjer for eksempel ikke med dårlig forbindelse, og det er hamrende let at få dem forbundet.

JBL Live Pro+ TWS

Men hvordan lyder de så?

Med store 11 millimeter højtaler-enheder er der virkelig lagt et solidt fundament for at levere god lyd, for det er store enheder i in-ear hovedtelefoner.

Og de leverer virkelig varen. Eller, det gør de i hvert fald, når du har brugt JBL-appens equalizer til at fintune lyden.

Hvis du bare propper dem i ørerne uden at gøre noget som helst, er lyden udmærket uden at imponere, men efter en omgang i appen fik jeg virkelig indstillet det hele til at spille med god bid i bassen og fyldige mellemtoner. Og det gælder med alt fra musik til podcasts og film/TV.

Her er den aktive støjreducering så også virkelig god til at lukke distraherende lyde ude takket være hele seks mikrofoner, men du kan selvfølgelig slå det til og fra, mens der også er Smart Ambient, så du kan høre, hvad der foregår omkring dig.

JBL Live Pro+ TWS

Når du lægger det hele sammen, så er resultatet et par fremragende in-ear hovedtelefoner, der leverer på samtlige parametre.

Prisen er også i den højere ende, men du får virkelig valuta for skillingerne. Designet er fedt og velbygget, lyden er topklasse med god støjreducering og batteritiden er virkelig høj.

Det er JBL, når de er bedst.


Se andre seje sager om: ,