Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

Du kan komme langt her i verden med et par gode hovedtelefoner. Og det er lige præcis, hvad du får med de lækre JBL LIVE 650BTNC. Jeg har testet dem over to måneder, hvor de har fungeret som mine primære hovedtelefoner, og her vil jeg skære ind til benet på de fede funktioner.

Lad os starte med en unboxing-video, så du får det fulde overblik over, hvad der følger med i pakken.

Stor lyd i kompakt design

Det er da fint nok med et par in-ear hovedtelefoner, men hvis du vil have stor lyd, skal du op i et par hørebøffer. Jeg foretrækker over-ear hørebøffer fremfor on-ear hørebøffer, fordi det simpelthen er mere behageligt, og her er JBL LIVE 650BTNC fremragende at have på hovedet. De sidder stabilt uden at klemme, og det betyder, at jeg snildt bruger dem flere timer i streg, når jeg sidder her på kontoret og hamrer på tasterne. Og det er uden ubehag overhovedet.

Det er klart, at hørebøffer fylder mere i landskabet end et par in-ear hovedtelefoner, men lyden er også så meget bedre. Og i forhold til konkurrenterne på markedet, er JBL LIVE 650BTNC faktisk ret kompakte, mens de desuden kan foldes sammen til at fylde næsten ingenting, når du skal have dem med i tasken.

Og så er der selve lyden – det er jo trods alt det vigtigste. Allerede ud ad æsken er der god smæk på dynamikken med en kraftig og dyb bas. Jeg foretrækker en dominerende bas, så det er super til min smag, men du kan faktisk fintune indstillingerne via JBL’s app på mobilen, hvor du kan justere equalizerindstillingen helt ned til mindste detalje eller du kan vælge en af de definerede indstillinger. Her har jeg fundet ud af, at BASS er stærk til musik, mens JAZZ er sublim til en omgang Netflix, fordi dialoger bliver knivskarpe.

Det er selvfølgelig smag og behag, og med JBL LIVE 650BTNC får du selv muligheden for at få det, som du vil have.

Det gælder også for den aktive støjreducering, som du hurtigt slår fra og til. Jeg har den altid slået til, for støjreduceringen fungerer bare, og når jeg alligevel lukker mig helt inde med et par hovedtelefoner, kan jeg lige så godt gå all in.

JBL's lækre LIVE 650BTNC er dine nye favorit-hovedtelefoner

Lækkert design og fede funktioner

Det nytter jo ikke noget, at du render rundt med verdensklasse lyd i ørerne, hvis udseendet ikke matcher. Jeg kan godt lide, når tingene er holdt simple, og med JBL LIVE 650BTNC er der ikke unødvendigt bling.

Jeg er vild med det sorte design med læder på kopperne og behageligt stof på bøjlen, og knapperne på højre kop er holdt på et minimum. Her kunne jeg så godt tænker mig, at der var en eller anden form for differentiering på knapperne, så det bliver mere intuitivt, men efter en uges tid ligger de hurtigt på rygraden.

Og hvis du ligesom mig har kastet dig ud i de smarte funktioner, som følger med et Smart Home, vil du hurtigt blive afhængig af den indbyggede stemmeassistent. Du aktiverer den ved at trykke på ørekoppen, og så kan du ellers kaste kommandoer afsted. Det fungerer godt, og det er fedt, at jeg ikke behøver finde mobilen frem fra lommen for at styre playlisten og andre ting.

Stemmestyringen fungerer både med Google Assistent og Amazon Alexa, og eftersom jeg er en Android-fyr, er det helt perfekt.

JBL's lækre LIVE 650BTNC er dine nye favorit-hovedtelefoner

Hvem er de til?

Med et prisskilt på lige knap 1.500 kroner, er det ikke en voldsom investering og heller ikke en billig en af slagsen. Til gengæld får du mega meget lyd for skillingerne, så jeg vil egentlig anbefale JBL LIVE 650BTNC til dig, der hører meget musik og ser film og TV-serier på mobilen uden at være for pedantisk med de helt små detaljer.

Du kan sagtens finde bedre hovedtelefoner derude, men så skal du af med en langt større luns af spareskillingerne. Her får du et par hovedtelefoner med fremragende lyd, et fedt design og smarte funktioner, der giver baghjul til de fleste in-ear hovedtelefoner, og du vil virkelig føle, at du får meget for pengene.


Se andre seje sager om: