Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

Huawei er tilbage på det danske marked med den nye P40 Pro, og jeg har haft fornøjelsen af at teste topmodellen i et stykke tid. Der er virkelig tale om en flagskibsmobil med markedets bedste kamera, imponerende byggekvalitet og en flot skærm, og Huawei byder desuden på et spritnyt styresystem til at tage kampen op mod de store. Det giver spændende muligheder, og her i artiklen får du mine indtryk af den nye Huawei P40 Pro.

Lad os lige starte med en video for at få det forkromede overblik over den toptunede mobil. Så fortsætter anmeldelsen herunder.

Hardwaren er helt i top

Allerede når du får mobilen i hånden første gang, er det tydeligt at mærke, at der er brugt mange timer på at få det hele til at spille. Designet af aluminium er bundsolidt, og de afrundede kanter får den til at ligge dejligt stabilt i hånden.

Jeg går meget op i hardware, og selv den mindste fejl skurrer i øjnene. Det er der ikke noget af her, for byggekvaliteten er i top, og jeg føler virkelig, at det her er en mobil, der kan holde til det vilde liv i flere år. Her hjælper det jo så også, at den er IP68-certificeret og dermed er vandtæt ned til 1,5 meter i op til 30 minutter. Nu skal jeg jo ikke have den med på dykkertur, men beskyttelse mod vand er altid godt.

Så er der den absurd gode skærm. Her får du 6,58 tommer at lege med, og med en opløsning på 2.640 x 1.200 pixel og en opdateringsfrekvens på 90 hz er det en ren lækkerbisken. Hvis du aldrig har prøvet en mobilskærm med en højere opdateringsfrekvens end de sædvanlige 60 hz, skal du helt sikkert forkæle dig med sådan en, for du får bare snappy navigering, der får det hele til at foregå lynhurtigt. Her har Huawei så krydret det hele med top-specifikationer, høj lysstyrke og præcise farver, hvilket gør det til en ren fornøjelse at glo på den selv i lange perioder.

Jeg bruger min mobil meget i løbet af en dag, så jeg er vild med en stor skærm. Desværre betyder det jo så også, at mobilerne er vokset uhyggeligt meget de seneste år. Her er det ret imponerende, at Huawei har forsynet P40 Pro med en skærm på 6,58 tommer uden mobilen føles hverken tung eller klodset. Tværtimod, så føles den smidig og kompakt, men den vejer altså lidt over 200 gram.

Hvis jeg endelig skal have en lille anke til designet, så er det kameraet på bagsiden, der lige stikker et par millimeter ud. Men det er der en særlig grund til, og den kigger vi nærmere på i næste afsnit.

Huawei P40 Pro er den lækreste mobil med markedets bedste kamera

Vanvittigt godt kamera

En af de ting, jeg især havde set frem til at opleve med den nye Huawei P40 Pro var kameraet. DXOMARK, der er en uafhængig tester af kameraer, placerer Huaweis 50 MP kamera på bagsiden af mobilen helt i top og udnævner det dermed til det bedste mobilkamera på markedet, men hvordan mærker man lige det i praksis?

Her kunne man tro, at man skulle være professionel fotograf for at kunne se en forskel, men på trods af min beskedne foto-erfaring, kan jeg altså sagtens se, at det her virkelig er kram.

Selv hvis du ryster ualmindeligt meget på hænderne, så sørger billedstabiliseringen for knivskarpe billeder, og det gør sig gældende både i dagslys og i mørkere omgivelser. I mørke miljøer bliver du hjulpet godt på vej med HDR-funktionen, som næsten er for effektiv, fordi nat-billederne ser ud til at være taget om dagen. Det kan du selvfølgelig selv justere efter behov.

Der er generelt et hav af muligheder for at tage forskellige billeder, så du føler nærmest, at du står med et kompliceret spejlreflekskamera. Her er det positive så, at den indbyggede AI er din personlige assistent til at gøre det let og overskueligt at bruge i hverdagen.

Jeg er meget imponeret over billedkvaliteten, der virkelig lammetæver alt andet, jeg har testet. Den er faktisk så god, at min kone altid lige skal låne min mobil til at tage Instagram-billeder, fordi hendes egen iPhone slet ikke kan følge med. Her er hun især vild med at tage selfies, fordi det gode kamera sammen med enorm regnekraft og snedige logaritmer på en eller anden måde tilfører noget mere finesse og skarphed. Hun siger simpelthen, at hun er pænere på de her billeder.

Faktum er i hvert fald, at hvis du bruger din mobil som dit primære kamera, så bliver det ikke bedre end i en Huawei P40 Pro.

Huawei P40 Pro er den lækreste mobil med markedets bedste kamera

Også med de apps og tjenester, du skal bruge

Hardwaren er helt perfekt på Huawei P40 Pro. Det er en vildt lækker mobil, der virkelig forkæler en mobil-nørd som mig, og jeg er især vild med den flotte skærm og det vanvittige kamera.

Jeg anbefaler den derfor også vidt og bredt i min omgangskreds, for du får virkelig en super mobil til en meget fair pris. Samtidig forklarer jeg dem også, at der er én udfordring, de skal være opmærksomme på.

Huawei P40 Pro er udstyret med Android Open Source, hvor Huaweis eget EMUI-styresystem er trukket henover, og det betyder, at du får Android-oplevelsen med hurtige og velkendte menuer. Men der er ikke Google Mobile Services, som er erstattet med Huawei Mobile Services og tilhørende AppGallery.

Hvorfor? På grund af USA’s handelsblokade må Huawei ikke bruge Googles styresystem, så de bruger deres eget med tilhørende appstore. Det skal man være 100% indforstået med.

Det er en udfordring, men som sådan ikke noget problem.

Ved opsætningen af Huawei P40 Pro brugte jeg appen Phone Clone til at overføre alt mit indhold og apps fra min gamle mobil til den nye. Det var mega let, og alt blev overført helt efter planen. Jeg er godt og grundigt sovset ind i Google med de fleste af deres tjenester, og de virker selvfølgelig ikke. Her tilfører jeg så bare et bogmærke til siderne i browseren, så de ligger tilgængeligt på startskærmen, og så åbner jeg dem som en almindelig app for at få adgang. Det er selvfølgelig ikke det samme som at bruge apps, men nu har jeg gjort det et stykke tid, og man vænner sig overraskende hurtigt til det. Det fungerer ganske glimrende. I hverdagen spekulerer jeg ikke over det, og jeg bruger mobilen på samme måde som med min tidligere mobil.

Og apps som Facebook, Instagram, Messenger, e-Boks og Spotify fungerer præcis som på min gamle Android-mobil. Det vil de også gøre for dig.

Du kan også downloade en hel stribe velkendte apps fra tredjepart inde i AppGallery, og jeg vil vædde på, at du finder alle de relevante apps herinde. Jeg har ikke erfaret problemer med de apps, og du vil aldrig lægge mærke til det i praksis.

Nu har jeg anmeldt mobiler i mange år efterhånden, og jeg kan huske, da Android blev lanceret tilbage i 2008. Det var mildt sagt skidt i flere år, før de fik vendt skuden, og allerede nu kan jeg konkludere, at Huaweis nye mobile styresystem har fået en langt bedre start med flere og bedre apps. Det bliver kun bedre i fremtiden, for alle dine favorit-apps skal nok komme ind i butikken.

Så er spørgsmålet bare, om du vil være first mover. For mig er det en no brainer. Jeg får en topklasse mobil med et fedt design, lækker skærm og det bedste mobilkamera. Min oplevelse af Huawei P40 Pro er, at det er en fantastisk mobil, der bare virker.


Se andre seje sager om: ,