Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

Jeg har brugt et GMMK 2 tastatur fra Glorious Gaming i et stykke tid, og selvom jeg nok aldrig bliver nogen haj til Call of Duty, så er det i hvert fald ikke udstyret, jeg går ned på.

Det er jo et fremragende tastatur.

Derfor havde jeg også glædet mig vildt meget til at prøve deres nye GMMK 3 tastatur, som tager hele skræddersyningen til et nyt niveau med over én milliard kombinationsmuligheder. Ja, det er nærmest uoverskueligt, men Glorious Gaming har gjort det let at gå til, og det virker virkelig i praksis.

Her i artiklen får du mine oplevelser med GMMK 3 tastaturet. Men først en unboxing-video.

Bare et tosset godt tastatur

Det er klart, at den helt store feature ved GMMK 3 er de mange muligheder for at skræddersy det til netop dine individuelle behov.

Men jeg vil alligevel lige starte med det fundamentale, for det er i sig selv bare ekstremt lækker hardware.

Samlekvaliteten er helt i top, og det ligger stabilt på bordet. Det er relativt tykt, hvilket giver en god hældning, men den kan du selvfølgelig forøge, hvis det er nødvendigt, og så er der den bløde, men alligevel faste følelse ved HE-version af Glorious Gamings mekaniske Panda-switches. De er i øvrigt unikke for GMMK-tastaturerne.

Men det er jo så også netop her, at GMMK 3 udmærker sig.

Hvis du nu ikke er så vild med de mekaniske switches, kan du bare skifte til lineære. Eller du kan kombinere hele moletjavsen, så du får det bedste af begge verdener. Det er da virkelig fedt, at du kan køre både mekaniske og lineære switches på samme tastatur på samme tid.

Det er sådan noget, mange deltidsgamere sikkert ikke lige tænker over, men hvis du bruger mange timer på at game, er det til gengæld lækkert, at du kan få det præcis, som du vil have det.

Du kan faktisk customize alt lige fra top- og bundramme i henholdsvis plast eller massivt metal, til farver, skrueknappen til lydstyrke, en lille badge, USB-kablet, keycaps, switches og switch-bundpladen.

Og der er kun 8 skruer at bakse rundt med.

Men hvordan holder du så styr på alle mulighederne?

Jo, der har Glorious Gaming lavet en snedig løsning kaldet Glorious Boardsmith.

GMMK 3

Glorious Boardsmith skræddersyer hardwaren

Det er ikke for sjov, når GMMK 3 præsenteres som verdens mest alsidige tastatur. Der er over én milliard måder at konfigurere det på.

Men ved hjælp af Glorious Boardsmith bliver du guidet frem til det perfekte resultat.

Der er i forvejen en masse udvalgte designs at vælge imellem, så du hurtigt kan springe på noget, der fanger din interesse. De inkluderer en række designs fra kendte influencers. Her kan du så vælge dem, som de er, du kan give dem dit eget præg, eller du kan starte helt fra bunden med dit eget design.

Jeg synes, det er vildt lækkert lavet, for selvfølgelig skal man da kunne få et tastatur, der passer til sine egne behov.

Så er det bare ekstra fedt, at det færdige resultat kommer håndsamlet og parat til dig direkte fra Glorious’ værksted i Dallas, Texas.

Selv uden den helt store mulighed for at skræddersy GMMK 3, så er det bare super godt, men den gennemførte mulighed for at gå helt ned i detaljerne banker det op i toppen af poppen indenfor gamingtastaturer.

Hey, aldrig gå ned på udstyret.


Se andre seje sager om: