Vi har ventet i spænding på den officielle afsløring af den elektriske version af Porsche Macan, og nu er ventetiden simpelthen slut.

Porsche har nemlig lige fremvist den endelige udgave af deres el-Macan, og den hedder helt officielt Macan 4 – og Macan 4 Turbo.

Det er Porsches første 100% elektriske SUV, og den måler 4,78 meter i længden, er 1,98 meter bred og 1,62 meter høj, og den er baseret på elbilsplatformen PPE, der blandt andet har en 800-Volt-arkitektur.

Her kan du så presse en WLPT-rækkevidde på 516 til 614 kilometer ud af batteriet på 100 kWh, mens opladningen fra 10-80% er klaret på 21 minutter. Selvfølgelig med hurtigladning, der foregår med 270 kW.

Så er spørgsmålet, om du skal springe på standardversionen med 408 hestekræfter og et moment på 650 Nm, der går fra 0-100 km/t på 5,2 sekunder, eller du vil have Turbo-versionen med 639 heste og et moment på 1.130 Nm. Her er 0-100 km/t overstået på 3,3 sekunder.

Vælger du Porsche Macan 4 er startprisen 769.900 kroner, mens Porsche Macan 4 Turbo starter ved 1.179.900 kroner. De første leverancer begynder i anden halvdel af 2024.


Se andre seje sager om: ,