Audi har lige afsløret den spritnye e-tron prototype, der bliver deres første serieproducerede elektriske bil, og det har de gjort i København, hvor det højteknologiske køretøj har trillet rundt i byen og fremvist formerne. Og det elektriske lir, selvfølgelig. Det giver meget god mening, for danske B&O har haft en stor finger med i spillet med 16 højtalere i kabinen med sammenlagt 705 Watt til at banke gang i festen. Og sikke da en fest, for selve kabinen er nærmest klistret til med skærme, hvor for eksempel sidespejlene er udskiftet med kameraer og OLED-skærme i dørene til at vise udsigten bagtil. Det er da fedt at se, at der endelig sker noget nytænkning med de gammelsags spejle. Du kan se Audi e-tron cruise rundt i vores hovedstad i billederne ovenover, mens der i videoen herunder er et nærmere kig på sidespejlene. Så kan det godt være, at det indtil videre kun er et koncept, men det er teknologi, der snart finder vej ud på landevejene.
Se andre seje sager om: Audi, Audi e-tron, København, OLED