Hvis du synes, de forskellige topmodeller fra Apple, Samsung og alle de andre er for kradse ved bankkontoen, skal du nok gå en blød bue udenom mobilerne fra Sirin Labs. De er udstyret med et direkte ondt prisskilt. Men hvorfor koster en Sirin Labs Solarin så meget? Godt spørgsmål. Det er fordi den er ekstremt sikker. Og der er folk derude, som hellere end gerne vil betale for digitalt privatliv, som de får så rigeligt af med den her mobil, for ifølge Sirin Labs er det verdens sikreste mobiltelefon med forudinstallerede sikkerhedsprogrammer og en chip med kryptering af indholdet.Hvis du gemmer vigtige filer, er det her altså vejen frem. Hardwaren er heller ikke helt dum med en 5,5 tommer skærm med 2K-opløsning, en Snapdragon 810-processor og et 23,9 megapixel kamera, mens du desuden får materialer som kulfiber, titanium og guld. Jow tak.