Har du nogensinde tænkt over, hvorfor din yndlingsapp pludselig bliver fyldt med reklamer, og det hele kun bliver lidt mere bøvlet dag for dag?

Så er det måske en Enshittificator, der har været på spil. Ja, prøv lige og sig Enshittificator hurtigt tre gange i træk.

Det er Det norske Forbrukerråd, som står bag den lettere bøvlede betegnelse, men meningen er nu god nok, for en Enshittificator er en person, hvis eneste opgave i livet er at gøre digitale tjenester dårligere for alle andre.

Det er nemlig blevet et decideret forretningskoncept for techgiganter at gøre gratis, brugervenlige produkter alt andet end gratis og brugervenlige. Det starter lækkert, og ender i bøvl og betalingsmure på stribe. Samme koncept kender vi jo fra narkobranchen.

Det norske Forbrukerråd kræver derfor, at myndighederne sætter foden ned overfor teknologiselskabernes Enshittification, så vi andre kan få en lidt mere menneskelig digital hverdag.

Indtil videre må vi nøjes med at grine lidt ad det – og måske faktisk også lidt af os selv – og det kan du gøre ved at se videoen herunder.